"Godt arbejde skal ikke gøres om igen!". Disse ord fik jeg som barn fortalt af min far - han er heller ikke "haveentusiast". Først rammes kystfiskeriet, dernæst laksefiskeriet i det vestjyske og så rammes danicaklækningerne...... Med undtagelse af isfiskeri og måske sommernattens jagt på havørrederne (kan du bare holde dig vågen både dag og nat?) falder havearbejde og fisketure ofte dårligt sammen.
Nogle "kastenørder" vil sikkert mene, at en veltrimmet græsplæne er et "must", hvis det skal trænes kasteteknik. Jeg har dog selv den erfaring, at jeg er væsentligt mere motiveret for at træne fluekast, hvis det sker på vand - særligt hvis vandet indeholder fisk, og der endvidere er en krog indbygget i "garntotten" for enden af forfanget. Faktisk er "kastetræning" noget jeg dyrker ekstra meget på de fisketure, hvor jeg ikke fanger fisk.
Jeg tror dog godt, at "fiskeri og have" kan gå hånd i hånd, hvis den bedre halvdel har grønne fingre, og man laver en skarp arbejdsdeling. Grønne fingre har min udkårne ikke, og når man som jeg er så heldig, at min kone også gerne vil på fisketur, så bliver haven noget vi er fælles om.
Særligt de første forårsdage er farlige. Fruen får lige pludselig en stor lyst til at besøge et havecenter midt i kystfiskeriets højsæson. Særligt slemt var det et år, hvor vi besøgte den lokale herregård, som er et mindre renæssance slot med tilhørende have. Under rundturen kom vi forbi køkkenhaven, som var anlagt i højbede mellem grusbelagte stier.
"So ein Ding muss ich auch haben!"
Jeg var med på ideen, da det jo måtte kunne inddæmme og begrænse "ukrudtet", og faktisk så det også skidegodt ud. Jeg arbejdede hårdt (mere end forventet) for at få højbedene anlagt med plantekasser i lærketræ og granitskærvebelagte stierne. Således havde jeg store forventninger til, at jeg efter "afleveringsforretning" kunne sidde på terrassen med en svalende drink og nyde udsigten til "sukkermåsen" i arbejde, alt imens jeg bandt et frisk forfang og funderede over, hvor fisketuren skulle gå hen. Hvad jeg ikke viste var, at der ved "afleveringen" medfulgte en "vedligeholdelsesforpligtigelse" for de næste 25 år, hvor vi i fællesskab skulle dyrke og vedligeholde køkkenhaven (en risiko som jeg burde havde forudset, da jeg giftede mig med en advokat).
Rundt omkring på de små villaveje i parcelhuskvartererne burde der gælde en særregel, når der snakkes over hækken om "ham" ovre i nr. 7, som ikke fik klippet hækken inden Sct. Hans (heller ikke i år). Her burde der gælde en uskreven regel om, at der skulle være fuld forståelse og ingen sure miner, når det kommer frem "at han er lystfisker!".
Der findes og udgives stadig (heldigvis for det!) mange bøger om lystfiskeri og i særdeleshed fluefiskeri. Lidt underligt, da der allerede er skrevet et par bøger om hvordan man f.eks. fanger ørred. En bog der endnu ikke er skrevet, og som der bestemt må være et stort marked for, er bogen om, hvordan haven tilplantes og passes med størst hensyn til fiskesæsonen.
Har selv forsøgt forskellige tiltag. Fik leveret et helt vognlæs flis, som jeg dækkede bedene til med, udlagde geotekstil under gangstierne mellem fruens højbede osv. Ingen af delene hjælper - ukrudtet skal nok komme op. Selvfølgelig kan man ty til sprøjtemidler og anden gift, men som naturelsker og professionel kratlusker, kan jeg ikke springe over det lave gærde og snyde, selvom det kunne være fristende: "Sårn en bette satan skal båre sprøjdes væk!" - Faktisk lever vores have op til Miljøministeriets handleplan for at opnå flere mikromiljøer med stor biodiversitet.
Blev noget glad, da jeg forleden læste, at Irma var begyndt at sælge økologiske skvadderkål, brændenælder og andet spiseligt ukrudt. Her lever vi omgivet af en guldgrube, som med stor profit kan sælges videre til "2100-segmentet". Overvejer "pluk selv" som forretningsmodel.
Jeg har aldrig været god til "botanik", og udover de mest almindelige træer samt en række fine planter, som jeg bruger til kryddersnaps, har jeg svært ved kende forskel på, hvad der skal, og hvad der ikke skal gro i haven. Forunderligt nok vokser mange af de bedste "snapseurter" vildt i naturen.
Terrastisk entomologi er heller ikke min stærke side. Kan selvfølgelig kende forskel på et stankelben og en mariehøne, men for mig er landinsekter ellers "noget" der bedst imiteres med kreationer skabt i skum og gummiben, så artsbestemmelse og fine latinske navne er ikke nødvendige. Derfor gjorde jeg store øjne, da en af knægtene kom med en over 3 cm lang "brunolivensort" bille, som han havde fundet i græsplænen. Min første tanke var "coloradobille". Min næste tanke var, at nu ville Plantedirektoratet afspærre haven, og dernæst lade en gruppe teknikere bruge resten af sommeren på at endevende hvert eneste græsstrå. Fiskesæsonen var reddet ! Forklaringen lå dog meget tættere på fluefiskeriet - Ved opslag i "Dansk Flora og Fauna" viste det sig, at det var en vandkalv, som faktisk kan flyve omkring, og dermed var end i vores have.
 |
| Coloradobille eller ? |
Når man bor tæt på et fiskevand er det til tider forbundet med store distraktioner, når man arbejder i haven. Således ser jeg ofte døgnfluer og vårfluer i haven, og så er det jo svært at holde fokus på havearbejdet.
Mit haveråd til mine medfiskere er følgende: Tag den med ro, og tag ud og fiske. Haven skal nok være der endnu, når du kommer hjem (måske endda lidt mere af den). Her før påske spurgte en god bekendt, om jeg havde været i haven? Mit svar var et nyt spørgsmål: "Mener du sidste år?". Jeg garanterer dog ikke, at konen (m/k) er der endnu, når du kommer hjem fra fisketuren! - derfor tager jeg oftest min egen viv med på fisketuren.
Stram Line
Søren Rygaard Lenschow
Ingen kommentarer:
Send en kommentar