søndag den 6. oktober 2013

DE ENESTE TO




Nyt gear: SAGE ONE 796

Bare fordi man elsker en, behøver man ikke hade alle de andre......

Sådan er der nogle, der leger med kærligheden. Det gør jeg ikke. Når det gælder fluestænger er sagen en anden, og nu er "Den Eneste Ene" (a.k.a SAGE ONE 586) blevet til "De Eneste To". Eller som Simon Kvam og Peter Sommer (De Eneste To) synger Let's Go! 




Egentlig ville jeg slet ikke være "utro", men en god kammerat havde en stang "i overskud" (måske fordi han er begyndt på rød stue?), og jeg kunne jo "bare" prøve den. Den kom med på overnatning på stranden i slutningen af maj. Et dejlig sammenkog af horn, havørreder, strand, sand, sol, nat, bål, salt og hav, og man afleverer jo ikke en ellers sprit ny stang tilbage, som er sølet ind i indpakningen fra adskillige horn og et par kystørreder.

Dermed blev "stangparken" udvidet med SAGE ONE 797 - et uhyre af en 9,5 fods fluestang klasse 7. Ligesom for Den Eneste Ene gælder alt det om "trange linebuer, exceptionel bevægelsesenergi uden vridninger, forbløffende kastepræcision, lange kast, tyndere klinge og banebrydende Konnectic Technology". Med da stangen er klassificeret 2 AFTM-klasser højere, skal summen af disse parametre (jf. Lefty's 1. lov) opløftes i 3. potens. I forhold til Den Eneste Ene's "lillepigemontering", så er ONE 797 monteret med bronchefarvet hjulholder i eloxeret aluminium, fight butt, to store skydeøjer og hele pivtøjet. Sådan vil vi mænd have det! SAGE ONE 797 er nu stangparkens svar på .44 Magnum -  "the most powerful flyrod in the world, and it will cast a full fly line clean off, you've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, pike?"




Hvorom alting gælder, så er stangen en fiskemaskine med et 16 gr. skydehoved, men den kan sagtens tage mere. Har gennem sommeren primært brugt "stagen" til natflue på revene med store muddlers og skumfluer og "geddeflue unlimited" samt et par forsøg med natflue (store rør) i åen. Tror også på, at den kan bruges til norske sommerlaks eller fremtidige saltvandseventyr. Glæder mig først og fremmest til efterårets blæsevejr.






Tror du på baglæns kausalitet? Baglæns kausalitet er et filosofisk begreb, hvor at en årsag, som jo under normale omstændigheder kommer før en virkning, i det her tilfælde følger efter den virkning, som vi tilskriver årsagen at have frembragt. Fænomenet er bl.a. beskrevet af filosoffen Jan Faye, men også atomfysikeren professor Holger Bech Nielsen bruger begrebet i sin forskning, ligesom forfatteren Ib Michael anvender baglæns kausalitet som plot i flere romaner.

Således er SAGE ved baglæns kausalitet årsagen til U2's smukke sang ONE (Achtung Baby, 1991) - herunder link til udgave hvor Bono synger duet med Mary J. Blidge (hvilket ikke gør sangen ringere). 






Oraklet Bono mangler dog fortsat at få en stangserie opkaldt efter sig!


Stram line


Søren Rygaard Lenschow 


SAGE ONE 797. Længde 9'6" # 7, vægt 100 gr, 4 delt, medfølger stangpose og alu transportrør, der ligesom stangen er holdt i stilrent sort. Vejledende pris kr. 6.390 inkl. moms. Sælges af flere danske fiskegrejsbutikker som fører SAGE.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar