søndag den 14. april 2013

ENDELIGT FORÅR

Foråret burde ellers havde været her for længst. Jeg havde store planer for foråret. Planer om bl.a. fisketur hver fredag morgen - bare 1½ time ved en god plads i fjorden blot 10 min. fra kontoret. Således kunne jeg møde ind på kontoret "lidt over 9" med hovedet fyldt med gode oplevelser, med det blev aldrig forår. 
  
Påsken er ofte blevet tilbragt i sommerhuset på Aarø - med fine fiskeoplevelser efter de blanke fisk på stranden. I år havde vi dog planlagt familietur til Toscana og Venedig. Ikke lige fisketur, men helt sikkert en god strategi, da påsken 2013 i Danmark fortsat var vinterlig, og næppe med chance for blankfisk, da kystpladserne på øen efter en kold vinter først fisker godt 2-3 uger senere end pladserne inde på Jyllandssiden. Så kultur og gode madoplevelser var et godt valg.

Hjemme igen begyndte foråret at røre på sig. Nu skulle der fiskes!. Blev så ramt af feber, og måtte ligge en uge i sengen. Hårdt når sociale medier og diverse hjemmesider melder om fangster af fine blankfisk, børsteorm og andet godt fra pladser rundt omkring i kongeriget. Eneste fordel var, at sygdom faldt sammen med lockout af skolelærerne, så jeg kunne, trods feber, føre lidt tilsyn med afkommet. Kom på benene sidst på ugen, men var ikke helt frisk her op til weekenden. 


Her søndag melder lysten til fiskeri sig igen. Fruen skulle dog først lige på oprydningstur med jægerne i skoven, og der skulle købes ind. Jeg lokker sønnike Kristian med på en eftermiddagstur. Turen i bilen bliver brugt til at overveje, om det skal være fjorden eller den åbne kyst, som skal prøves. Valget falder på en bugt ved Lillebæltskysten, hvor jeg før har oplevet børsteorm og godt fiskeri.

Jeg rigger fluestangen til, mens Kristian skal prøve et af sine nye blink lavet af skaftet fra en ske. Et at mange gode projekter fra vinterens junioraftener i fiskeklubben. Drengen ville dog også fiske med ophængerflue, men han har glemt flueæsken, så han må nasse en pink rejeflue af far. Ved 17-tiden traver vi den smukke tur gennem bøgeskoven ned til kysten.




Efter 10 kast er der hug på min børsteormflue, så der er fisk på pladsen. Også Kristian har et par nap, inden han har fast fisk. En undermåler har taget ophængeren, og bliver hurtigt sat tilbage i det kolde vand. Vi ser flere børsteorm i vandet, og det varer ikke længe inden Kristian hyler igen. Denne gang er det en bedre fisk, som rutineret bliver fightet og kanet på land. En flot blankfisk på den gode side af halv-meteren er drengens triumf - igen på ophængeren.




Nu er faderen gevaldigt bagefter. Om det er respekt for faderrollen, eller om drengen er fiskemæt, ved jeg ikke, men han går pænt ved siden af og kommer med gode og velmenende råd, mens jeg fisker strækningen af  - der er selvfølgelig kommet en hidsig rejeflue på forfanget.  Jeg har flere kontakter inden en mindre ørred er oppe til afkrogning. Æren er redet! 



Vi fisker efterfølgene et andet stræk af lidt længe nede af stranden uden at mærke fisk. Herefter går vi den lange vej op til bilen, og kører hjem til fruens gule ærter. 




I overmorgen er der laksepremiere i det Vestjyske, og der har længe stået FRI i min kalender. Nu har jeg dog det problem, at Kristian ikke kan komme i skole, da lockouten sikkert kører endnu. Nå skidt - knægten kan jo bare komme med på fisketur. 


Knæk og bræk

Søren Rygaard Lenschow