onsdag den 20. marts 2013

RH - Red Head

- en simpel kystflue med et funky udseende.


Fluebinding



RH - en flue til foråret


I kystflueæsken har jeg en fræk lille flue. Fluen fanger fisk året rundt, men er oftest i brug om vinteren og i det tidlige forår. Den har dog også været fin, når de grønbenede dukker op sidst på foråret. Fluen er dertil meget nem at 
binde, så der kan hurtigt komme en håndfuld RH-fluer i æsken.


Grov regnbue - fanget på RH # 10

Fluens rød-hvide farvekombination er kendt fra mange kunstagn bl.a. geddeklassikeren - ABU's  rød-hvide Hi-Lo wobler (farvekode RH). Derfor er der med sikkerhed også andre fluebindere, som har skabt lignende fluer.

Hale, krop og vinge består primært af hvid syntetisk  dubbing. Selv bruger jeg fyldet fra en af ungernes bamser (afgået ved døden!) mixet med flahsdubbing - vigtigst er det, at der er relativt lange fibre, så fluen kan klippes i den rette længde og profil, når den er bundet. 


RH


Mønster:


Krog:        Saltvandsbestandig f. eks. Mustad signature CS47S D, Gamakatzu
                 F314 el. lign. # 12-4.

Bindetråd:  Hvid # 8/0

Hale:          Mix. af hvid antrondubbing og pearl flashdub + få strå pearl flashabou

Krop:         Mix. af hvid antrondubbing og pearl flashdub

Vinge:        Hvid antrondubbing og pearl flashdub

Øjne:         Kuglekædeøjne - gerne sorte eller timeglasøjne (blyfri) i S eller XS

Hoved:       Rød flashdub




Stram bindetråd

Søren Rygaard Lenschow




Forårsørred fanget på RH


fredag den 1. marts 2013

15 HULLER

Leaky Waders


Disse var der intet håb for!

Nej - jeg er ikke begyndt at spille golf!
Har istedet gennem en længere periode haft en "sivert" i mine waders. Hullet i venstre side var næsten til at leve med, når man er på fisketur i sommerhalvåret. Problemet var også mindre, når jeg fiskede ved åen og på den åbne kyst, hvor jeg sjældent vader dybt, men de seneste par kolde ture i fjorden medførte klamme og fugtige bukser, da dybere vadning giver et større vandtryk og dermed mulighed for, at vandet kan trænger ind. Og så var det godt træls, at have "pisset ved siden af", når man stod og tankede bilen på vejen hjem. Med det kommende forår, skulle der gøres noget ved problemet, så jeg gik igang med at spore "hullet".

Første forsøg blev gjort ved at fylde badekaret med vand, og så puste mine waders op med pumpen til flyderingen - Der var dog ingen tegn på utætheder. Overvejede herefter at hænge mine waders op og fylde dem med vand, men jeg havde mine betænkeligheder ved, om stangen i brusenichen kunne bære vægten.



Gik i stedet på YouTube, hvor jeg hurtigt fandt flere film med forslag til lapning, og ikke mindst hvordan man kan finde huller i Goretex waders, ved at sprøjte en blanding af isopropylalkohol og vand på indersiden af de utætte waders. 




Fik købt en flaske IPA (ej Indian Pale Ale) i Matas, og en forstøverflaske i Brugsen, hvorefter jeg gik igang med lækagesøgningen. Hullerne viste sig som små pletter, som hurtig blev markeret med en vandfast tusch.



Resultatet var chokerende - 15 huller i mine waders! Jeg var dog overbevist om, at alle disse "huller" ikke kunne være årsagen til min sivert. I så fald måtte der være frit vandspejl inde i buksebenet. Havde dog særlig en mistanke til et hul lige over neoprensokken. For en sikkerheds skyld har jeg nu lappet alle "hullerne" med LiquiSole (husk rigelig med ventilation).



Med nylappede waders og fyldte flueæsker er jeg mere end klar til foråret.

Stram line

Søren Rygaard Lenschow


There is a crack in everything 
That's how the light gets in 
Leonard Cohen, Anthem, The Future, 1992.