torsdag den 6. december 2012

FILEBRANKUS

ILDVAND





Fernet Branca (Filebrankus på vestjysk) er noget man piner mennesker med om morgenen!  Hvem kan dog finde på at tage denne drik med på fisketur? Ikke engang myg kan den holde væk.

Forbinder i det hele taget ikke Filebrankus med lystfiskeri - med undtagelse af Steward Stardust (Onkel Steward blandt venner), som ikke kan fiske ål uden en "fernet". I nummeret "En Kold Triumf" synger Magtens Korridorer poetisk: 



Sydhavnens engle på fernet
unge tøser klædt i gammelt løgn
hey, man skal smede mens jernet er varmt
hele livet på et døgn
lyset går ud når solen står op
en kold triumf til dem der vandt

Så i min verden passer "Fernet" bedst som sidevogn til en elefant i "et sæt" på Louises (et af ungdommens morgenværtshuse på Nørrebro). Denne Italienske bitter er også en fast del af mange velbjergede danskeres "survival kit", når de udforsker eksotiske og farlige rejsemål som Gran Canaria og Mallorca. 





Man kan beskrive Filebrankus som et kamferdestillat med et touch af kirsebær og cremen fra en chokoladefrø. Duften af hospital. Intet mere  - intet mindre.

Husker med gru det år, hvor mine svigerfamilie skulle med på laksefiskeri i Mandal. God whisky er for mig en del af laksefiskeriet - jeg elsker at nyde en whisky ved elven, når man fejrer, at laksen hænger "til tørre" i træet, eller til at drukne sorgen med, når den netop ikke vil bide. Jeg ville derfor købe en flaske ildvand til turen. Min svigermor skulle dog til Tyskland, og hun tilbød derfor at købe whisky mv. til turen. Hvad skete der ! Hun købte 3 flasker Filebrankus ! (og jeg opdagede det først, da vi var ankommet til Mandal).

MEST OM FLUEFISKERI giver Filebrankus 2 ENGLE. To engle trods alt -  fordi Fernet er en fjende man alligevel kan huske, når den er besejret.










Stram line 


Søren Rygaard Lenschow


P.s: - Og så findes den også i en pebermynte version - den har jeg heldigvis aldrig smagt!