torsdag den 31. oktober 2013

Rejefluer

Fluebinding




Jeg er vild med rejefluer. Størstedelen af mine kystørreder bliver fanget på rejefluer, men det hænger helt sikkert også sammen med, at der oftest sidder en reje i enden af forfanget.





Har fisket og fisker fortsat med flere af de etablerede mønstre som Aurareje, Ølands Spey Shrimp og sågar "Patgris", men oftest sidder der en rejeflue af egen avl i den anden ende. For mere mere end 7 år siden blev fluen til på en oktober aften i sommerhuset på Aarø . Da fluen allerede fangede flere fisk den efterfølgende dag, var vejen vist for "Aarørejen"




Aarørejen er karakteriseret ved de markante gummiben, som udgør mund- og bentøj på fluen. Endvidere afsluttes fluen ved at enderne af gummibene ikke klippes helt af, således de  stritter frem foran krogøjet, så de får en effekt som en lille woblerske, og dermed er med til at give flue liv ved indtagning. Har fra start anvendt spættede runde gummiben, som sælges under forskellige navne som Grizzle, Tarantula legs og Centippede legs. Disse gummiben tåler saltvand, og det hårde slid ved kysterne. Jeg har ikke oplevet, at gummibenene er rådnet væk. Ellers er basismaterialet polarræv i lyst brun (tan), som bruges til både munddele/hoved, pandetorn og som dubbing til kroppen. Dubbingen laves ved at mikse hår fra polarræv med pearl Flashdub, Lite Brite eller lignende. 





Det har primært været den første version i lys brun (tan), som jeg har bundet og fisket med i stor stil. Har dog også bundet og fanget fisk på varianter i bl.a. gul, burnt orange og en lys pink version.  Har desuden prøvet en mindre (#8-10) olivenbrun version (reje/tanglus) med tynde (Fine/Small) rubberlegs, som har været løsningen på dage med sol, blankt vand og sky ørreder i overfladen.




Øjnene laver jeg selv af en kasseret Flat Beam skydeline, som smeltes (må gerne brænde lidt) så der dannes et lille øje. Anden kraftig (min 0,6 mm) monofil kan bruges. Farv øjnene med en vandfast tusch. Efterfølgende kan øjnene coates med UV-lim eller epoxy, så der opnås en dråbeform. Jeg mener det er en falliterklæring, at købe sådanne færdige øjne til en pris af flere kroner stykket (har selvfølge prøvet at købe de færdige øjne !!), da det ikke er besværligt, hvis man laver en stak øjne inden fluerne bindes. Med UV-lim lader jeg øjnene efterhærde i sollys, så de ikke klistrer.





Stram bindetråd


Søren Rygaard Lenschow


Bindebeskrivelse:


Aarørejen (tan)
Krog: Partridge CS 54, Gamatkatzu F314 el. lign # 6-2.
Øjne: Rejeøjne smeltet af kraftig nylonline (f.eks. flatbeam skydeline) eller Shrimp Eyes.
Belastning: Blyfri wire.
Bindetråd: Tan, gul eller lign. neutral farve.
Munddele/hoved: Tan (lys brun) polarræv + 2 stk. gummiben
Følehorn: 2-3 strå suprme el. ultrahair (neutral farve)
Pandetorn: Tan (lys brun) polarræv.
Krop: Tan polarræv mikset med pearl flash dubbing (Lite-Brite, SLF Prism. eller lign.).
Ben: 3 stk. grizzle gummiben (tan. el. anden farve).
Ryggen farves med en brun vandfast tuschpen.


  • Brænd et sæt øjne (gerne flere sæt), farves med tusch og coates med UV-lim
  • Vægtbelastning på den forrest del af krogen.
  • Indbind et bundt hår fra polaræv som hoved og munddele.
  • Placer et gummiben på hver side
  • Dub en lille kugle af uld fra polarræv.
  • Indbind øje på hver side af krogen.
  • Indbind nogle strå supreme el. ultrahair.
  • Indbind pandetornen af polarræv.
  • Mix. polarræv med lidt pearl flash dub.
  • Lav en taperet krop som er tykkest ved krogbøjningen.
  • Indbind 3-4 rubberlegs på undersiden af krogen.
  • Afslut med lidt dubbing i indbindingspunktet og afslut med et par Whip Finnish
  • Forbenene klippes 2-3 mm foran krogøjet
  • Fluen børstes op på undersiden og farves med vandfast pen.


søndag den 6. oktober 2013

DE ENESTE TO




Nyt gear: SAGE ONE 796

Bare fordi man elsker en, behøver man ikke hade alle de andre......

Sådan er der nogle, der leger med kærligheden. Det gør jeg ikke. Når det gælder fluestænger er sagen en anden, og nu er "Den Eneste Ene" (a.k.a SAGE ONE 586) blevet til "De Eneste To". Eller som Simon Kvam og Peter Sommer (De Eneste To) synger Let's Go! 




Egentlig ville jeg slet ikke være "utro", men en god kammerat havde en stang "i overskud" (måske fordi han er begyndt på rød stue?), og jeg kunne jo "bare" prøve den. Den kom med på overnatning på stranden i slutningen af maj. Et dejlig sammenkog af horn, havørreder, strand, sand, sol, nat, bål, salt og hav, og man afleverer jo ikke en ellers sprit ny stang tilbage, som er sølet ind i indpakningen fra adskillige horn og et par kystørreder.

Dermed blev "stangparken" udvidet med SAGE ONE 797 - et uhyre af en 9,5 fods fluestang klasse 7. Ligesom for Den Eneste Ene gælder alt det om "trange linebuer, exceptionel bevægelsesenergi uden vridninger, forbløffende kastepræcision, lange kast, tyndere klinge og banebrydende Konnectic Technology". Med da stangen er klassificeret 2 AFTM-klasser højere, skal summen af disse parametre (jf. Lefty's 1. lov) opløftes i 3. potens. I forhold til Den Eneste Ene's "lillepigemontering", så er ONE 797 monteret med bronchefarvet hjulholder i eloxeret aluminium, fight butt, to store skydeøjer og hele pivtøjet. Sådan vil vi mænd have det! SAGE ONE 797 er nu stangparkens svar på .44 Magnum -  "the most powerful flyrod in the world, and it will cast a full fly line clean off, you've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, pike?"




Hvorom alting gælder, så er stangen en fiskemaskine med et 16 gr. skydehoved, men den kan sagtens tage mere. Har gennem sommeren primært brugt "stagen" til natflue på revene med store muddlers og skumfluer og "geddeflue unlimited" samt et par forsøg med natflue (store rør) i åen. Tror også på, at den kan bruges til norske sommerlaks eller fremtidige saltvandseventyr. Glæder mig først og fremmest til efterårets blæsevejr.






Tror du på baglæns kausalitet? Baglæns kausalitet er et filosofisk begreb, hvor at en årsag, som jo under normale omstændigheder kommer før en virkning, i det her tilfælde følger efter den virkning, som vi tilskriver årsagen at have frembragt. Fænomenet er bl.a. beskrevet af filosoffen Jan Faye, men også atomfysikeren professor Holger Bech Nielsen bruger begrebet i sin forskning, ligesom forfatteren Ib Michael anvender baglæns kausalitet som plot i flere romaner.

Således er SAGE ved baglæns kausalitet årsagen til U2's smukke sang ONE (Achtung Baby, 1991) - herunder link til udgave hvor Bono synger duet med Mary J. Blidge (hvilket ikke gør sangen ringere). 






Oraklet Bono mangler dog fortsat at få en stangserie opkaldt efter sig!


Stram line


Søren Rygaard Lenschow 


SAGE ONE 797. Længde 9'6" # 7, vægt 100 gr, 4 delt, medfølger stangpose og alu transportrør, der ligesom stangen er holdt i stilrent sort. Vejledende pris kr. 6.390 inkl. moms. Sælges af flere danske fiskegrejsbutikker som fører SAGE.