søndag den 11. november 2012

The Fish & The Fly 4 Streamers

FISKEFILM






Så er den fjerde og sidste film i serien "The Fish & The Fly" udkommet. Igen følger Niels Vestergaard's kamera med Morten Øland på fisketur. Det lette tørflue- og nymfegrej er dog denne gang udskiftet med kraftigt enhåndsgrej, og småfluerne erstattet med streamers, rørfluer og "surfaceflies".


Copyright Wide Open Outdoor Film

Filmens intro starter på Island, hvor Øland og Vestergaard rammes af kraftig efterårsregn og "muddy water", som gør både fiskeri og filmarbejdet svært. Sådan er fiskeri nu engang i mellem, og der blev kun materiale til filmens intro. 

Herefter går fisketuren til Grønland og Sverige efter havvandrende fjeldørreder og grove søørreder. Særligt spændende er scenerne, hvor der fiskes med skumfluer i overfladen og metoden tager sig godt ud på film. Sidste del af filmen er dedikeret til det danske kystfluefiskeri, hvor der fiskes efter havørreder i både magsvejr og tung sø. 

Filmen er instruktiv, hvor forskellige affiskningsteknikker demonstreres bl.a. ved brug af undervandskameraer, som er blevet en god og vigtig del af Niels Vestergaard's fiskefilm. Her skal fremhæves optagelserne, hvor en tobisimitation monteret med disc "trækkes" bag et undervandskamera, hvilket giver nogle spændende og til tider hårrejsende oplevelser med havørrederne, som jagter fluen.



Copyright Wide Open Outdoor Film

Niels Vestergaard's arbejde med kameraet er imponerende. Filmen er skudt fra mange vinkler, og filmen er efterfølgende klippet sammen og lydsat, så der opbygges en stemning gennem hver fiskescene, hvilket gør filmens æstetiske udtryk meget stort. Ind imellem fiske- og fightscenerne tager man sig tid til at fange "øjeblikket" som lejrstemningen ved bålet, eller når Morten slukker tørsten med koldt vand fra fjeldsøen. Filmen er "speaket" på engelsk, og der kan blandt flere muligheder tilvælges danske undertekster.


Copyright Wide Open Outdoor film

Som de 3 tidligere film i serien indeholder Volume 4 også 2 film på DVD'en. Således er der ud over fiskefilmen også en fluebindingsfilm, hvor Morten binder fluerne, som han fisker med i filmen - i alt 11 streamers, rørfluer og "surfaceflies".  


Copyright Wide Open Outdoor film

Morten ligger stille og roligt ud med at binde et par simple mønstre bl.a. en zonkerflue - her kan alle være med. Gradvis bliver fluerne mere innovative og en smule mere avancerede, men hele vejen igennem er fluerne beregnet til at fiske med. Flere mønstre bindes som rørflue, og der gøres flittigt brug af bl.a. skum og UV-lim. Sidstenævnte er et godt alternativ til den sundhedsskadelige epoxy. Fluebindingsscenerne holder et godt tempo, uden at det går ud over detaljerne. 

I forhold til seriens første film vil "The Fish and The Fly 4" appellere til et bredere publikum, og filmen vil tiltrække andre end "tørfluefiskere med løse håndled". Filmen burde måske have været lavet, som den første i serien, da den appellerer til de fleste fluefiskere og fluebindere. Både nybegynderen og den mere rutinerede fluefisker vil kunne få noget ud af filmen.


Trailer (forfilm) på Youtube finder du her:





The Fish &The Fly 4 Streamers, 54 min + Tying Rhe Streamers, 54 min. DVD, Wide Open Outdoor Film. Pris kr. 199,- . inkl. moms.


søndag den 4. november 2012

SPITZENKLASSE FORELLEN!



Mange tyske lystfiskere har besøgt de danske fiskevande. I mange år var det fiskere i gule regnfrakker med kraftige surfstænger og tunge lodder, som fiskede fra strandene eller medefiskere ved de ferske vande, men det sidste årti er der dukket mange tyske fluefiskere op ved å og kyst. Fluefiskere som praktiserer det samme bevægelige fiskeri, som der er tradition for i Norden. Heldigvis går trafikken også mod syd. Således er flere og flere danske fluefiskere begyndt at besøge de fine fiskevande i Tyskland. Særligt de sydlige alpefloder har fået opmærksomheden og ikke uden grund, da der er fornemt fiskeri efter regnbue-, bækørred og stalling i vande, hvor der gennem mange generationer har været stolte traditioner for fluefiskeri.


Traumhaft Schön

Selv fik jeg muligheden for at prøve fiskeriet i de Bayriske alper i september, hvor jeg sammen med min gode ven Morten fiskede i Der Deutsche Traun og Der Weise Traun. Et spændende fiskeri med tørflue og nymfe efter til tider ret store ørreder. Vi fangede pænt med fisk - mest regnbuer men også en del bækørreder. Stallinger fangede vi desværre ingen af, men det er jo altid godt at have noget at komme igen efter. Fiskeriet i det spritklare vand var til tider svært, og særligt de store ørrederne inde i bymidten i Siegsdorf (Streetfishing) var mere end veluddannede, og de havde nok set en flueæske eller to i løbet af sæsonen. 



Der var mange gode oplevelser med både "nederlag og sejre" i løbet af de 4 fiskedage. Særligt 2 fisk på sidstedagen står i erindring. Jeg "fandt" en fin fisk i bagvandet i en større pool, hvor fisken cruisede rundt og jævnligt tog insekter på overfladen. En del af tiden ringede fisken inde under et klippefremspring, men den  bevægede sig også ud i åbent vand, hvor den kunne dækkes med et velplaceret kast. Efter flere præsentationer med forskellige fluetyper gav en lille skummyre (Oeland Ameise) # 20 pote, og efter en tur ned over et stryg kunne jeg lande en ca. 4 punds regnbue. Senere blev dagens sidste kast afsluttet med at en 5 punds regnbue, som tog en nymfe fisket blindt med indikator ovre i den mørke rende under modsatte brink. Efter en "Bulldog fight" kunne jeg tilfreds afslutte fiskeriet i skumringen.  



Nedenfor et par billeder og stemninger fra fiskeriet.











Sjovt nok mødte vi den sidste aften en god bekendt - Niels Aage Skovbo og hans fiskemakker Torben Slyngborg. De fiskede også i området, og boede på samme Gasthof som os. Det blev en hyggelig aften med Weissbier og en god snak om bl.a. ørred- og stallingfiskeri, skarv, glæden ved fluekroge ( 103BL, 206BL, H1A, L3A og ikke mindst K4A - blandt venner kaldt Kofi Annan!) og ikke mindst oplevelserne ved de sidste dages fine fiskeri.

Mødet med Sydtyskland var desuden en stor kulturel oplevelse med en stram daglig diet på minimum 3 l øl og dagens Schnitzel. Et par mere hyggelige billeder nedenfor viser lidt om livet i Bayern.

SERVUS!

Søren Rygaard Lenschow






Oktoberfest i den lokale fiskeklub


Kindergarden