Kaffepunch!

ILDVAND

Som vestjyde må man jo indrømme, at det der "Irish Coffee" må være en drik for glimmerbøsser, pigebørn og andre sødmælksindianere - rigtige mænd drikker kaffepunch! Drikken som kan få en 81'årig til at tro, at han igen er 18 år.

Jeg bryder mig ikke om sukker i kaffen - den skal være "swot". Endvidere er jeg ikke vild med Rød Aalborg. Jeg elsker snaps - Bryndum, Lysholmer (Linie), Eksport, O.P. Anderson osv., men med den Røde Allborg, som typisk serveres frostkold til julefrokosten, kan man da virkeligt skræmme de unge mennesker væk fra livets vand. Med vodka og shots bliver det bestemt ikke bedre!.

Som altid er der undtagelser i livet, og en kaffepunch skal bestå af kaffe, sukker og Rød Aalborg (Taffel Akvavit). En fantastisk drink, som tilmed virker opkvikkende, hvis den ikke indtages i for store mængder.

Doseringen af snapsen er der altid diskussion om, men jeg vil mene, at en "skvis" eller to passer til en almindelig kaffekop. Definitionen på den jyske enhed skvis er noget, der er lidt mere end en anelse.

En "populær" måde at blande kaffepunchen på er at lægge en mønt i bunden af en kaffekop og hælde kaffe i, indtil mønten ikke længere kan ses. Dernæst hælder man snaps i, indtil mønten igen kan ses gennem den fortyndede kaffe. Det giver en "møj" stærk punch, og jeg har faktisk aldrig set denne metode praktiseret. Har dog for 20 år siden oplevet en lidt alternativ måde at drikke kaffepunch på, da jeg var til rund "fødselsesdav" i min kones familie på "æ kro ved æ Gaf". Festen gik godt, og der kom også kaffe og brændevin på bordet. Der var god stemning lige indtil musikken stoppede og servitricen afryddede glas og kopper. Imidlertid havde 70-års fødselslaren og en onkel fortsat kaffe og ikke mindst en halv flaske Aalborg. Hvad gør man så? Tømmer askebægeret, blander sin kaffepunch og rører rundt med pibespidsen. Skål! Usundt ? næh nej - her i det forgangne efterår fejrede fødselslaren også sin 90-årsdag med en kaffepunch.

Som 3G esbjergenser har jeg utallige gange ved festlige lejligheder brummet med på visen om skipperen Las, som sank med mand og mus "imellem Esbjerg og Fanø": Sidste vers lyder således:

Og hver en skipper, der går til bunds, ja

der går til bunds, ja der går til bunds,

ham hilser Las med en kaffepunch, ja

imellem Esbjerg og Fanø.

Og stormen sused' og gjor' halløj,

og bølgen stod som en kæmpehøj,

og det var sandelig ingen spøg

imellem Esbjerg og Fanø.

Der er således intet at frygte, når skuden går ned......

Skål! 

Søren Rygaard Lenschow


P.s.: Kaffepunch er en "etape" helt uden for kategori - derfor tildeles der ingen engle i denne omgang!

Vårdrømme i februar

Kender De glæden ved penge ...

Sådan starter kapitel "Daarskab i februar" i Svend Saabyes mesterværk Lystfiskerliv.  I kapitlet funderer "Kunstmaleren" i stedet over glæden ved gode fiskegrejer, og fra den varme lænestol i hjørnet sammenligner han hundens drømme i hundekurven om rottejagt med sine egne drømme om fiskeri:

Som den i Søvne saa Rotter, ser jeg ringende Fisk. Jeg knytter Næverne om Stang og Line, giver Tilslag - og Drømmen indeholder Virkelighedens Fryd. 

Drømmene får til sidst magten, og Kunstmaleren må forlade "hundekurven" og gå ned til den lokale Møllebæk på en kold februardag. Det bliver til en slunken bækørred, som burde have haft fred til at æde sig "køn og kræsen" men det er jo grøddag derhjemme...

I nutidens 2013 har vores "børnefamilie" sjældent bekymringer om at få husholdsningspengene til at slå til, og grød- og ikke mindst "kåldage" er nok nærmere sundhedsflip eller et forsøg på "Simple Living". Vil personligt foretrække kål- eller grøddag frem for en slank og slatten bækørred. Tid er nok nærmere den største mangel i dag med tre børn og 2 karriereforældre - vi savner kunstnerens fordybelse trods materiel fattigdom.

Uge 7 blev der rådet lidt bod på sagerne, da jeg holdt ferie med familiens to yngste. De første 4 dage blev holdt i sommerhuset uden TV-signal men med en tilstrækkelig stor brændestabel til at holde os varme i krop og sjæl. Igen i år var vinterens over os, og der var ringe chancer for at fange en af kysten blanke ørreder.  Dagene gik først og fremmest med fluebinding, hvor der blev bundet fluer af store og små. Lillesøster på 5 år fik lært at starte op og ikke mindst lave en "Whip Finnish" . Faktisk blev hun så grebet af fluerne, at der ikke blev tid til lave perlekæder eller få begyndt på den nye tegneblok. Fluebinding er jo sjovt, når man kan lave fluer i de smukkeste tøsefarver.

Storebror Kristian på 11 år bandt fluer til sommerens norgestur. Særligt majfluen med bagkrop af hjortehår blev der arbejdet på, men den fangede jo også den store "Harren" i fjord.   

En enkelt gang blev vi også ramt af fisketrangen, og vi prøvede en kold time efter Lillebælt blanke ørreder. Kristian med den nye fluestang (julegave) mens Marri og jeg delte en 7 fods spinnestang med bombarda og en "prinsesseflue".

Hjemme i huset ved ådalen var fisketrangen der stadig. Nu bor vi i et område, hvor åerne først åbner, når foråret er halvt forbi, og med låg på de lokale geddevande og ørredsøer, måtte vi søge længere væk til en lille å, som munder ud mellem klitterne på Vestkysten. Bilen blev pakket og lillesøster sat af hos bedsteforældre. Vi fandt åen, og gik igang med fiskeriet i det smukke klitlandskab.

Med temperaturer under nul og 9 sekundmeter fra sydøst måtte vi ligesom kunstmaleren jævnligt afrime stangøjerne.

Uden et eneste nap af åens grønlændere  blev der efter et par timer behov for at få gang i Trangia og karrysuppe.

Da suppen var spist, blæste det yderligere op, så vi blev enige om, at nu havde vi givet det en chance, og vi kørte hjem mod de varme stuer.

Idag har temperaturen sneget sig op på 3+ grader. Måske man skulle trække i de lange underhyl og tage en tur til fjorden. Foråret må være lige om hjørnet..... 


Søren Rygaard Lenschow