onsdag den 25. september 2013

Når det går zoologisk have i foretagendet...

Natur og samfund


Af lystfisker Søren Rygaard Lenschow 

Midt i september udkom Det Dyreetiske Råds "Udtalelse om lystfiskeri". Udtalelsen fra Det Dyreetiske Råd (DDR) er en 41 siders rapport, som kan hentes her

Forskning viser, at der ikke er beviser for, at fisk kan føle smerte. Det er dog 
DDR's vurdering, at dette ikke er tilstrækkeligt bevist, hvorfor usikkerhenden ved, at der ikke kan føres bevis for det modsatte, skal komme fiskene til gode! Efter min mening skal vi passe på med at give dyr følelser, menneskelige tanker og egenskaber samt "sigtedes" rettigheder. Den slags må alene være forbeholdt Disneysjov fredag aften.

Da det ikke kan bevises, at fisk kan føle smerte, finder DDR en en række problemstillinger ved lystfiskeri. DDR problematiserer bl.a. de 2 begreber "Put and Take" samt "Catch and Release". Put and Take (P&T) er fiskeri i vande, hvor der udsættes ørreder eller andre fisk, som er opdrættet i dambrug med henblik på, at de efterfølgende kan fanges af lystfiskere. Der kan være stor forskel på kvaliteten af P&T-vande fra golde nygravede søer med sølle burfisk til små naturperler, hvor fiskene når at akklimatisere sig og lærer at tage naturlig føde til sig. Ja tak til flotte vande med god vandkvalitet og smukke fisk med hale og finner. Det kræver nok, at familien Danmark vil betale lidt mere for en til tur til ørredsøen (og måske fange lidt mindre). Så her bliver det markedskræfterne der bestemmer. Minimumskrav er meget velkomne.

Put and Take - denne dag ville fiskene ikke bide!

Det er DDR's mening, at P&T er en unødvendig omvej for at få fisk på bordet, og anbefaler derfor at P&T-søer forbydes. Fiskenes transport er dog den samme, da regnbueørreder ofte transporteres i levende tilstand til slagteriet/røgeriet, og den sidste tid i frihed kan vel næppe krænke fiskenes rettigheder. DDR mener endvidere, at opholdet i de nye omgivelser kan give anledning til visse velfærdsmæssige overvejelser. Fisk (særligt laksefisk) er ifølge videnskaben mestre i at tilpasse sig, f.eks. når der trækker en flok gydefisk op i åen. Godt nok bliver der kæmpet om standpladserne, men sådan er naturen nu engang.

P&T-vande har dog stor værdi for mange menneskers rekreation, herunder børn og unge, som derigennem introduceres til lystfiskeriets verden - tilmed med gode chancer for at få en spisefisk med hjem. Lystfiskeri "fanger" ofte de lidt tunge og urolige drenge, som ellers ikke kan finde en plads i nutidens perfekte verden. P&T-vandene er også med til at tage presset fra mange naturlige fiskevande, hvor de vilde fiskebestande er sårbare over for et stort fisketryk. Endvidere er der gode turistindtægter i P&T, men dette forholder DDR sig ikke til, hvilket også er de etiske aspekter uvedkommende.

Catch and Release (C&R) er fiskeri, hvor lystfiskere fanger og genudsætter de fangede fisk. For ikke lystfiskere kan dette være totalt ubegribeligt, at genudsætte en fisk der overholder mindstemålet. Vi lystfiskere har derfor en stor formidlingsopgave over for de mennesker, som alene kender fisk fra "Find Nemo" eller køledisken kedelige udvalg af burlaks.

Catch and Release - gedde

Rendyrket C&R dyrkes kun sjældent af moderne lystfiskere i Danmark, hvor det nærmere er "Limit Your Kill" (det man tidligere kaldte mådehold), som er den værdisættende parameter. Jeg elsker og værdsætter, at kunne spise friskfangede fisk af bedste kvalitet - i mit eget tilfælde oftest sølvblanke kystørreder, men også fladfisk, hornfisk, makrel, aborre, sild og torsk er en gave for ganen. Vil også gerne have fingerene i en sandart eller pighvar. Selv har jeg den parameter, at vi ikke skal ligge inde med flere kystørreder i fryseren, ud over et par stykker til sushi, så hvis jeg fanger flere end vi umiddelbart kan spise, bliver de genudsat. Skønt de faktisk oftest er lovligt bytte genudsætter jeg selvfølgelig også forårets magre nedfaldsfisk og ofte også efterårets farvede fisk, da spiseværdien bliver reduceret, når fiskene nærmer sig gydningen. Endvidere genudsætter jeg alle de gedder og bækørreder (vildfisk) jeg fanger, da disse bestande hurtigt kan nedfiskes (spiser dog gerne gedde på den årlige vildmarkstur til Norge!).

Friskfanget - bedre bliver det ikke

Der er dage, hvor en "død fisk" ikke lige passer ind i dagens program. Det kan være et par timers fiskeri inden arbejde eller en andet hul, hvor der lige bliver plads til en afstressende fisketur og et "time out" fra en travl hverdag. Andre foretrækker istedet at gå på café, bodega eller løbe en tur i parken, men sådan er vi heldigvis forskellige. Der er således ikke lige tid eller mulighed for at rense, opbevare og tilberede evt. fisk, jeg måtte fange på sådan en tur, så her genudsættes fisken netop med respekt for fiskens spiseværdi. Der er ingen grund til at slå en fisk ihjel, som ikke kan håndteres korrekt efterfølgende. Formålet med sådanne ture er ikke at fange fisk men istedet at "fiske", hvilket jo er meget mere end det at fange fisk.

Nogle fiskeformer bygger på næsten total C&R bl.a. karpefiskeri og mange steder også gedde og bækørredfiskeri, da genudsætning af disse fisk kan være en vigtig parameter til opretholdelse af en god bestand med store fisk, som både er en udfordring for lystfiskeren og giver et stort afkast ved gydning. Det kan være små vande midt i byen med gedde eller suder, som kan være små oaser for ung som gammel i storbyen. Hjemtages alle fisk fra disse vande er det snart slut med et godt fiskevand, hvor der er en reel mulighed for at fange noget. Som alternativ til 100% C&R har man i nogle vande i bl.a. Norge indført størstemål, hvor alle fisk over en given størrelse (længde) skal genudsættes, mens det er tilladt at tage en mindre fisk til gryden. Ved de danske lakseåer er der ligeledes kvoter for hhv. store og små laks (v.75 cm). 

Undersøgelser i bl.a. Norge har vist, at C&R kan være med til at give gode fiskevande, og at fangst og genudsætning ikke ændrer fiskenes adfærd. DDR finder dog generelt, "at C&R, hvor fangst og genfangst indgår som det bærende element, hvad enten det er som en del af fiskearrangementer, konkurrencer eller på en selvstændig fisketur, er uacceptabelt. I lighed med de tyske og schweiziske 
overvejelser mener DDR, at der skal være en fornuftig grund til at fiske, og at der bør være forbud mod at genudsætte en fisk, der kunne have været taget med hjem".

Genudsætning af bækørred fra tysk trofævand hvor C&R er normen!
Det er ikke åbenbart ikke alle vande hvor Tyskland har forbudt C&R.

DDR gør opmærksom på, at der er forskel på, hvor robuste fisk er, hvilket gør det svært at give en generel accept af C&R. Praksis viser dog, at arter som f.eks. gedde, laks, ørred og karpe i kyndige hænder sagtens kan genudsættes med henblik på opretholde en god fiskebestand. I hvert fald er dødeligheden ved C&R mange gange lavere, end hvis fisken fik et gok i nøden.

I en pressemeddelelse uddyber DDR's formand Bengt Holst, at fisk aldrig må fanges alene for fornøjelsens skyld.


For mig er fiskeri ikke en fornøjelse ! - det er meget mere. Hvis jeg vil fornøjes, går jeg i biografen eller på café. For mig og mange andre er lystfiskeri en livslang dedikation. Ikke sådan forstået, at jeg ikke kan fornøjes på en fisketur, f.eks. ved selskabet af en god ven eller på tur med foreningens juniorer, hvor der altid er gang i den. Andre er dedikerede til marathonløb, klassisk musik, melodi grand prix eller noget helt femte. Det er ingen, der har patent på den gode smag. For mig er en fisketur meget mere end at fange fisk, og en 0-tur har bestemt også stor værdi.  Om man vælger at sætte fisken ud igen frivilligt er nærmere en respekt for den ressource og de smukke skabninger som fisk nu er (i DDR's udtalelse - side 10 - betegnes fisk, som "kolde og slimede væsener").


Simpelt medefiskeri efter fredfisk og aborre

Rådet mener, at der skal være et formål med at fiske. Det er der bestemt også, men grunden er ikke, at vi skal have mad på bordet, for der er ingen, som sulter i Danmark. Istedet er grunden "rekreation" samt det at dedikere sig til noget. Mådehold herunder helt eller delvis C&R (afhængigt af det enkelte fiskevands karakter og bestand) er med til at flere kan få glæde af denne gave/ressource 

Det Dyreetiske Råds formand Bengt Holst er desuden vicedirektør i Københavns Zoo. Derfor fremkommer det mig en smule dobbelt moralsk, når samme Bengt Holst driver et virksomhed, hvor vilde dyr indfanges, transporteres og holdes i fangenskab, blot for "folks fornøjelses skyld". Jeg ved godt, at der er og bliver gjort meget for at forbedre dyrevelfærden i de zoologiske haver, men det kan nu være en ret trist oplevelse at stå ved "isbjørnegrotten" alt imens ungernes is smelter raskt væk på en varm sommerdag.

Danmarks lystfiskere og lystfiskerforeninger har været den drivende kraft for at opnå gode fiskevande, og de mange tusinde lystfiskeres frivillige arbejde med opdræt og udsætning samt restaurering af gydepladser i vandløb og søer er nu med til, at vi er på rette vej, og mange steder kan opleve et godt fiskeri ved å, sø og kyst. Dette roser DDR også i udtalelsen, men mellem linjerne kan man fornemme, at DDR's grundholdning er, at lystfiskere er nødvendigt onde, da lystfiskerne laver et fantastisk stykke naturgenopretning.


Rådets rapport er en flot sag, som har en grundig beskrivelse af, hvad lystfiskeri er. Jeg mangler dog, at rådet har været på feltarbejde, frem for at have taget deres diskussioner under en kop kaffe ved det ovale bord. Som eksempel skriver rådet, at orme og maddiker kan købes hos fiskegrejsforhandlere - der hvor jeg kommer fra, graver vi altså orm i haven! Feltarbejde (med fiskestang) ville have været på sin plads inden rådet udarbejder etiske betragtninger om andres medborgeres gøren og laden. Jeg vil med glæde tage et par rådsmedlemmer med på fisketur. Jeg vil dog være bekymret for, hvis vi fangede en stor nedfaldsørred med bidemærker og andre sår fra vinterens gydning. I så fald vil gydning også blive forbudt ved lov - det jo synd for fiskene! Sådanne fisk genudsættes naturligvis med det samme, da madværdien er minimal (hvis man overhovedet har appetit til at sætte tænderne i sådan en fisk), men vi kan fremover risikere, at loven kræver at en sådan fisk skal slås ihjel.


Mager nedfaldsfisk som blev genudsat -
få måneder senere er den igen trind og flot!

I rapporen med DDR's udtalelse fremkommer der en del gode råd vedrørende oplysning om fiskeri, aflivning af fisk, håndtering ved genudsætning af fisk, anvendelse af modhageløse kroge mv. Disse har min fulde opbakning. Her skal DDR have ros! Jeg kan dog blive bekymret, når der ydres ønsker om, at der skal erhverves et fisketegn ved en teoretisk prøve i lighed med jægernes jagttegn (hvor håndtering af skydevåben bestemt fordrer den obligatoriske jagtprøve). 

Der ligger istedet en stor formidlingsopgave for vores lystfiskerforeninger, Danmarks Sportsfiskerforbund og andre organisationer med hensyn til at oplyse om etiske forhold som korrekt aflivning af fisk, håndtering af levende fisk ved genudsætning mv. Det vil være en god ide, at inddrage kommercielle parter som ejere af ørredsøer (P&T), turbåde og grejbutikker i denne opgave, så budskaberne bliver formidlet videre til de mange lystfiskere, som ikke er medlem af foreninger og interesseorganisationer. DDR's anbefalinger om at bruge de elektroniske medier er også relevante.

Nu har fødevareministeren udtalt, at hun ikke vil følge DDR's indstilling med hensyn til et forbud mod P&T. Jeg håber også, at ministeren, politikere og andre lovgivere også lytter til andre end DDR i forbindelse med rådets øvrige indstillinger herunder forbud mod C&R og indførelse af en obligatorisk lystfiskerprøve.


Stram line

Søren Rygaard Lenschow


Det Dyreetiske Råd er nedsat under Fødevareministeriet med henblik på at rådgive fødevareministeren. Rådets opgave er, ifølge dyreværnslovens, ud fra en etisk vurdering at følge udviklingen inden for dyreværn. Rådet kan enten på eget initiativ eller på fødevareministerens begæring afgive udtalelser om dyreværn. Rådets sammensætning og andre udtalelser kan ses her.



8 kommentarer:

  1. lige en kommentar, med hensyn til at forbyde put and take, for mig må de gerne forbyde det, men med en anden bagtanke, vi kommer ikke uden om at vi støtter de sidste dambrugs spærringer ved at købe deres fisk og sætte dem ud i nogle søer, det er lidt dobbelt moralsk

    SvarSlet
  2. Du har her en pointe Ole. Fiskene til P&T kan dog produceres i recirkulerede anlæg som fødes med grundvand, hvor vi så kommer af med spærringerne. Så er der kun medicinforbruget og udledningerne heraf tilbage, hvor det bedste ville være at dambrug flyttes til industrikvartererne. Vi skal nok ikke forvente at P&T-fiskerne selv stiller disse krav til P&T-vandene, men dette kunne selvfølgelig være fint, hvis det skete. Efter min overbevisning skal kravene stilles af myndighederne over for dambrugene (hvor DSF og andre græsrødder holder et vågent øje).

    SvarSlet
  3. Hej Søren,

    Jeg mener ikke man kan sammenligne en zoologisk have med hverken C&R eller P&T fiskeri ...og følgeligt kan jeg heller ikke se den påståede dobbeltmoral hos Bengt Holst fordi han er vice-direktør i et zoo.
    Begrundelse: Et zoo's primære formål er IKKE fornøjelse - det primære er at fungere som gen-bank for truede dyrearter og hjælpe med til at ophjælpe de vilde betstande af truede dyr. Da jo ikke alle zoo's ejes af filantroper som eksempelvis Carsten Reh (som selv kan holde hånden under økonomien), så er et zoo nød til at skaffe sig indtægter for at kunne fungere og varetage målsætningen. Disse indtægter må nødvendigvis komme fra gæsterne ...hvis ikke skattebilletten? Det faktum at der er gæster der betaler for at få en fornøjelse i zoo, men at denne fornøjelse ikke er et zoo's primære formål, gør derfor kan man ikke sammenligne det med en P&T sø - ikke etisk set efter den præmisse etisk råd arbejder efter.

    Ikke at jeg mener at P&T søer skal forbydes, eller at alle former for C&R skal forbydes, og altså ikke at jeg ber 100% enig med dyreetisk råd om alle detaljerne i deres betænkning. Men overordnet, etisk set, så synes det er et godt stykke arbejde de har lavet. Der er vel plads til forbedringer i dansk lystfiskeri? Men hvorvidt der skal lovgives eller strammes op, er 100% noget politikerne bestemmer - ikke etiske råd. Og da ingen politikere pt. ønsker at forbyde hverken C&R eller P&T, så bør man måske prøve at se lidt mere åbent og på hovedlinjerne i det dyreetisk råd kommer med, og knap så meget i detaljen ...den bestemmer de nemlig alligevel ikke i praksis ;-)

    Mvh Finn Dahlin

    SvarSlet
  4. Hej Finn
    Tak for dine kommentar. Jeg skriver egentligt også, at der ligger et grundigt forarbejde forud for Rådet udtalelse, men jeg er overvejende uenig med deres indstilling vedr. lystfiskeri samt at Rådet fornægter eller direkte misforstår de videnskabelige facts, som foreligger.
    Jeg har ikke bevidst prøvet at sammenligne P&T med zoologiske haver, men prøver blot at eksemplificere DRR’s vurdering af lystfiskeri som meget snævert og uden praktisk indsigt. Jeg har her det endvidere meget svært med , at nogen skal vurdere , om andres handlinger er rigtige eller forkerte. Særligt når der er reelle problemer der bør tages hånd om. Er endvidere godt klar over, at der foregår meget forskning og undervisning i de zoologiske haver (og akvarier) bl.a. uddannelse af dyrlæger og biologer, men overordnet er det min holdning, at bevarelse af diverse dyre- og plantearter primært hænger sammen bevarelse af biotoper. Alt andet herunder genbanker i zoologiske haver er brandslukning, og naturromantik. Endvidere skal vi væbne os mod, at mange beslutninger ofte bliver taget af ”2100-segmentet”, som alene har deres natursyn fra søndage i de zoologisk haver. Deraf overskriften.
    Jeg mener, at vi på alle mulige måder skal prøve på at forklare, at DDR’s indstilling er forkert. Hvis der ikke bliver gjort opmærksomt på dette vil DDR’s udtalelse stå alene. Som bidrag til dette har jeg prøvet, med udgangspunkt i min egen verden at forklare, at bl.a. C&R ikke bare er sort/hvid, men i stedet noget der kan praktisere på flere niveauer afh. af de givne forhold. Endvidere er budskabet at fiskeri for mange af os er meget mere end at fange fisk, så egentlig tror jeg ikke vores syn på lystfiskeri er så forskellig. Enig med dig i, at der bestemt er plads til forbedringer, f.eks. mere kvalitet i P&T. Hellere mindre fisk med hale og finner end 5-kg overfede skabninger, men her er markedskræfterne nok den styrende parameter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Naturromatik eller brandslukning ...det vel et faktum at yderligt rigtigt mange dyrearter ville være uddøde allerede nu, hvis ikke det var for alverdens zoo's. Man kan så mene det er noget pladder at bruge krudt på, det mener jeg dog ikke det er. Ja, du har da principielt ret, det er biotoperne der skal reddes før at det bliver bæredygtigt ...men i mellemtiden må vi da som minimum bevare arterne. Og derfor anser jeg zoo's opgave som vital. Redning af biotoper og bevarelse af artsmangfoldigheden går hånd i hånd, og det er en tung opgave at løfte, og den koster penge. Derfor er denne "prostitution" af dyrene nødvendig, og ikke altid lige køn, man stadigvæk nødvendig.

      Synes faktisk at DDR sondrer imellem ren etik, og så hvad der praktisk er muligt i forbindelse med deres vurderinger af P&T og C&R. Ja, overordnet etisk set ønsker de det forbudt, men de har da også rimeligt realistiske ideer til hvordan eventuelle etiske opstramninger kunne praktiseres. Mht. til et lystfiskertegn, der kræver mere end bare en tur på posthuset, så kunne en mulighed være et kursus, på frivillig basis til at begynde med (som DDR selv foreslår). Dette kursus kunne vel sagtens laves on-line, og ville ikke behøve at koste en bondegård. Synes ikke det er urimeligt at begynde at stille en lille smule krav til dem der vil fiske på fredede fiskearter.

      Mener derfor stadigvæk at DDR har løftet deres opgave korrekt, da jeg ser deres opgave som en overordnet etisk tænkning i forbindelse med den linje politikerne lægger for fremtiden. I den forbindelse tror jeg det er meget vigtigt at påvirke politikerne i den retning vi ønsker, og undlade at latterliggøre DDR og "bede" dem om at besinde sig og revurdere deres holdninger ...det når vi absolut ingen vegne med.

      Mvh Finn Dahlin

      Slet
    2. Hej Finn

      Det har ikke været min hensigt at starte en diskussion for eller imod zoologiske haver, som jeg ikke har noget imod eksistensen af (jeg tror faktisk, vi skal forbi Den Blå Planet næste gang vi skal til hovedstaden). Det jeg vil udstille er, at mange mennesker alene har et natursyn fra "Zoo og Discovery", eller i tilfældet DDR alene udtaler sig ud fra skrivebordsundersøgelser og tilmed fornægter videnskabelige fakta.

      Jeg er imod en obligatorisk fiskeprøve, da det vil afholde nogle fra at kunne fiske (børn, evnesvage m. fl.). Har det rigtigt godt med, at fiskeri er en interesse, som kan dyrkes på mange niveaer fra en firmatur på bælt og sund til avanceret karpefiskeri. Hvad med turisterne - skal vel have lov til at fiske på dispensation ? (som det er tilfældet i Tyskland). Opbygning og kontrol af et system til håndtering af en obligatorisk fiskeprøve vil koste penge, hvilket politikerne uden tvivl vil hente fra fisketegnsmidlerne. Disse penge kan bruges til andre og vigtigere projekter herunder vandløbs- og sørestaurering. Til gengæld er jeg også tilhænger af frivillighedens vej med oplysning. Her skal der selvfølgelig satses på juniorerne, men også blandt seniorerne kan der gøres forbedringer. Med hensyn til laksefiskeriet (som jeg formoder er en af de fredede arter du henviser til) hører de fleste kvoter og fiskevand til inden for foreninger og sammenslutninger, hvor det er oplagt at distribuere oplysningsmateriale ved køb af fiskekort.

      Jeg er enig I, at vi skal påvirke politikerne, hvilket bl.a. har været en af årsagerne til at skrive mit indlæg til debatten, da vi først have vendt debatten i vores egen lejr.

      K&B

      Søren

      Slet
  5. Hej Søren,

    Som afslutning vil jeg bare sige, at jeg mener der er et gabende stort regelmæssigt misforhold i det faktum, at alle og enhver kan fiske på fredede fisk uden nogen forkundskaber, også børn, ordblinde, evnesvage osv., som du selv nævner. Disse kan altså fiske på fredede fisk, uden at der stilles nogen form for krav til om at de kender reglerne, forstår dem, eller kan kende forskel på arter og køn ...vi taler om de samme fredede fisk, hvor man søger benhårde straffe ved overtrædelse af reglerne, og absolut nultolerance mht. til tolkning af disse regler - det er dette misforhold jeg ikke forstår, og det hænger dårligt sammen i min verden. I den forbindelse synes jeg man skulle se lidt på hvordan regler forvaltes i eksempelvis Mörrum og visse steder i Norge. Her smider man f. eks. ikke døde eller døende fisk tilbage i åen (betragtes som dybt uetisk), man måler ikke på millimeter og administrerer med en vis form for smidighed (og altså langt mere etisk hvis du spørger mig).
    Kort sagt, der er plads til forbedringer her til lands, både mht. til etikken og administrationen ...og i flere tilfælde er der en vis sammenhæng mellem de to. Hvis man i stedet var lidt mere smidig her til lands, ja så kunne man efter min mening godt nøjes med vejledning ...mener bare: Har man sagt A må man sgu' også sige B!

    Mvh Finn Dahlin

    SvarSlet
  6. Hej Finn

    Kan efterhånden fornemme, at det er forvaltningen af laksefiskeriet du er bekymret for (jeg tror ikke, at det er stalling eller snæbel du henviser til). Mit blogindlæg er mere en generelt bekymring i forhold fremtiden for lystfiskeri i Danmark, herunder at Rådets indstilling vedr. C&R direkte vil begrænse mulighederne for et bæredygtigt fiskeri samt helt fjerne grundlaget for nogle fiskeformer. Jeg mener ikke, at indførelse af obligatorisk fiskeprøve alene kan retfærdiggøres af hensyn laksefiskeriet i en god håndfuld vandsystemer, da det vil hindre adgangen til lystfiskeri i almindelighed. Ordblinde er jeg med nutidens IT-værktøjer (www.adgangforalle.dk) ikke bekymrede for, men krav om prøve kan dog ramme ældre ikke IT-kyndige medfiskere. I Danmark er retspraksis, at man som udgangspunkt har pligt til at kende landets lovgivning, og kun særligt farlige aktiviteter kræver prøve eller myndighedernes godkendelse (jagttegn, kørekort, duelighedsbevis, miljøgodkendelse, næringsbrev m. fl.), så man har pligt til at kende reglerne, når man fisker i disse vandløb. Endvidere tror jeg, at børns og evnesvages andel i laksefangsterne er ret begrænsede . De seje juniorer som faktisk fanger laks er til gengæld oftest yderst kompetente, og de har mange gange bedre styr på reglerne end nogle af foreningernes ældre medlemmer. Personligt har jeg den holdning, at man godt kan lave undtagelser i loven, således at børn må hjembringe en laks uanset om kvoterne er brugt – det vil formentlig i praksis ikke medføre nogen betydelig reduktion i gydebestanden. Alternativ kunne man reservere en andel af laksekvoterne til foreningernes juniormedlemmer.

    Dermed ikke sagt, at oplysning ikke er nødvendig. Her er jeg helt enig med dig. Laksefiskeriet er heldigvis godt struktureret/organiseret i å-sammenslutninger, hvor man kun kan opfordre til at hæve indsatsen i samarbejde med DTU, DSF og andre organisationer. DSF har bl.a. udarbejdet oplysningsfolderen DANSKE LAKS OG HAVØRREDER, som vi bl.a. har uddelt her i den lokale juniorafdeling. Endvidere har DSF lavet videoer, som bl.a. viser praksis ved genudsætning af gedde og laks. Andre tiltag kan være opsætning af info-tavler(på flere sprog) ved P-pladser langs åen. Derfor tror jeg, at vi kan klare formidlingsopgaverne ad frivillighedens vej både for laksefiskeriet specifikt og lystfiskeri i almindelighed. Du har endvidere ret i, at vi godt kan kigge på forvaltningen ved andre vande/lande med hensyn til, hvordan fiskeriet kan praktiseres, og der er helt sikkert mulighed for forbedringer. Eksakte regler kan dog være svære at undgå helt, da nogle fiskere altid vil ”fiske på kanten af reglerne”. F. eks. optræder der til tider mistænksom mange laks på præcis 75 cm i fangststatistikkerne . Jeg kan til gengæld kun opfordre til, at der også tages hensyn til andre fiskeformer ved forvaltning af vores laksevande, således at laksefiskeriet ikke alene bliver den retningsgivne parameter. F.eks. er geddefiskeri tilladt (og meget populært) ved Gudenåen i den periode hvor laks og havørreder er fredede.

    Jeg betragter også vores diskussion for afsluttet og takker for en god debat. Tror bestemt, at der er flere ting vi er enige om, end der er ting vi er uenige om. Vi ses ved åen!

    Søren

    SvarSlet