mandag den 20. november 2017

Natur og miljø er god forretning for landområderne


Publiceret 


Læserbrev: Arbejdet med vandplanerne er i fuld gang. Regionale vandråd har udført forarbejdet ved at vejlede kommunalbestyrelserne i udpegning af de små vandløb, som har potentiale til at komme med i vandplanerne. Vandplanerne koster 4,2 mia. kr., hvor finansiering af vandløbsindsat er 400 mio. kr. betalt af lystfiskere, stat og EU. Kommunerne skal ikke have penge op af lommen.
Udpeges vandløb ikke til vandplanerne, er der dog ingen midler til disse vandløb. Lad os drage en parallel til Oliebranchens Miljøpulje, som undersøgte og oprensede olieforurenede grunde til gavn for drikkevand og grundejere. Puljen havde i perioden 1993-2016 et budget på 2 mia. kr. og 3.000 årsværk i beskæftigelse. Lokalt havde den stor betydninger for væksten hos entreprenører, laboratorier m.fl.
Mange bække små - gør en stor å. Vi har mange små vandløb med behov for etablering af gydebanker, fjernelse af spærringer mv., så en stor del af midlerne kan blive brugt her i regionen. Lokale kræfter og fødevareministeren satser desuden på lystfiskerturisme. En langsigtet miljøindsats på Fyn giver nu årligt 64.000 overnatninger, 55-58 mio. kr. i lokal omsætning og 38 årsværk i beskæftigelse. Intet kommer af ingenting - undtagen lommeuld. Der skal være fisk at fange for turisterne. 
Vandrådene har ikke inddraget økonomi ved udpegning af vandløbene. Jeg tror dog, at de lokale politikere også vil kigger på de økonomiske fordele ved vandplanerne.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar