onsdag den 15. august 2012

SNAPSETID

ILDVAND




August er høstmåneden. Landmanden kører kornet i lade, knægten fylder lommerne med blommer fra fru Hansens have, og fluefiskeren henter et par gyldne ørreder i åen eller på stranden. For mig er august også "snapsemåneden". 

Snapsesæsonen starter om foråret, hvor de spæde skud kommer frem på træerne, og jagten fortsætter til hen sidst i efteråret, hvor man skal kæmpe med fuglene om de sidste bær på træerne. August er dog måneden, hvor jeg skal have lavet mine 3 faste snapse fra hhv. stranden, grøftekanten og haven. Nogle år får jeg såmænd ikke lavet andre end disse 3, som man ikke går fejl af.


Strandmalurt (Artemisia maritima)





Strandmalurt gror i stort omfang på strandengene i august og september. Tæpper af strandmalurt kan i det rette lys male strandengene med sølvglans. Planten er let at genkende, og hvis du er det mindste i tvivl, skal du plukke en stilk og mase den lidt med fingrene. Den kraftige krydrede duft af malurt gør dig ikke i tvivl.

En god dusk strandmalurt stoppes ned i en flaske vodka. Jeg foretrækker vodka eller anden neutral spiritus, da den smagsløse sprit får malurtsnapsen til, at føles "fed" på tungen. Planten indeholder en del bitterstoffer, hvorfor man skal passe på med trækketiden. Således skal snapsen kun stå nogle dage inden planterne fjernes. Snapsen kan drikkes nu, men bliver bedre hvis ekstrakten modner nogle måneder. Fortynd ekstrakten med vodka til snapsen har den rette styrke.  Som planten er det en kraftig krydret snaps.




Indsamling af strandmalurt kan i august fint kombineres med en kysttur med fluestangen.


Rejnfan (Tanacétum vulgáre)





Rejnfan maler grøftekanterne gule i august. Denne plante har mange gode egenskaber. Således nævner Rigsantikvar P.V. Glob i "Globs Brændevinsbog", at regnfang er godt mod mavepine, indvoldsorm, råd, død, lopper, trolddom og lynnedslag og tilmed et godt elskovsmiddel.



Pluk nogle håndfulde af de nye gule blomster. Blomsterne fyldes i et rent syltetøjsglas og dækkes med neutral alkohol (vodka), hvorefter den skal trække 2-3 dage. Rejnfan indholder også en del bitterstoffer, så snapsen må ikke trække længere. Efter at blomsterne er fjernet, fortyndes ekstrakten til snapsen har den rette styrke. Plantens indhold af bitterstoffer giver en skarp lidt harpiksagtig snaps.



Valnød (Juglans regia)






"Rettidig omhu" som Hr. Møller sagde. Valnøddesnaps er tålmodighedsprøven for snapsemageren. 

Pluk 8-10 valnødder i starten af august, hvor frugterne stadig er grønne og nødderne endnu ikke modne. Med en kraftig kniv flækkes nødderne i 1/8-dele og fyldes med det omgivende grønne frugtkød i et syltetøjsglas, som dækkes af sprit. Igen foretrækker jeg vodka, da en neutral alkohol giver den rene smag fra valnødderne, frem for en krydret Bryndum eller lignende.




Nødderne skal nu trække 2-4 måneder, hvorefter ekstrakt og frugter skilles ved filtrering inden lagring. Med mellemrum (ca. hvert ½ år) hælder jeg snapsen gennem et kaffefilter, hvorved bundfald frasorteres og snapsen iltes, hvilket er med til at fremme modningsprocessen. Snapsen skal stå minimum 2-3 år, men vinder ved at ligge 5-6 år. Ekstrakten fortyndes til den rette smag - typisk 1:5 - kræver selvfølgelig at der smages på tingene. 

Arbejdet, lagringen og tålmodigheden giver til gengæld en fantastisk drik, som minder om Cognac. Man kan dog tydeligt fornemme den tørre smag af valnød. Lav nu rigelig ekstrakt - det bliver du glad for om 5-6 år!


Skål

Søren Rygaard Lenschow


Ingen kommentarer:

Send en kommentar