tirsdag den 15. maj 2012

Fangstgaranti

Ole Kæmpe og Ephemera danica

For et årti siden afholdt jeg sammen med Christian Eriksen og Morten Øland årligt Danmarks Sportsfiskerforbunds emnekursus i tørflue- og nymfefiskeri. Dengang var der et godt fiskeri efter bækørred og ikke mindst stalling i de syd- og sønderjyske åer. Med basis i Gram Sportsfiskerforenings "Æ'Fiskehus" havde vi adgang til Gram Å og Nørreå, som er rene naturperler, og som dengang husede noget af landets bedste stallingefiskeri.

Faktisk var fiskeriet så godt, at vi på kursets første aften altid startede med at love kursisterne "fangstgaranti". Dette lagde selvfølgelig et pres på os instruktører med hensyn til at få formidlet budskaberne. Men det lykkedes faktisk på de første kurser at opfylde garantien.


Nørreå

På et af kurserne ramte vi fantastiske majflueklækninger ved åerne. Det var bare at gøre, som instruktørerne havde sagt: Kast den nybundte majflueimitation ud til de ringende fisk, give tilslag, Job's Done! og så var garantien indfriet.

En af kursisterne var dog Ole Kæmpe fra Samsø. Ole er en stor livsnyder og et tænkende menneske. Han forstår at indfange og værdsætte øjeblikket i modsætning til så mange andre mennesker, som blot drøner videre efter det næste lille stykke af livets lykkekage. Ole kastede sin majflueimitation præcist ud til stallingerne, som villigt steg op til fluen. Da var det, at Ole havde behov for at fordøje sine oplevelser, og istedet for at give tilslag udbrød han "nøjh!" På de efterfølgende kurser nedgraderede vi fra "fangstgaranti" til "huggaranti".

Nu havde vi jo givet Ole "fangstgaranti", og i Danmarks Sportsfiskerforbund holder instruktørerne hvad de lover. Således inviterede jeg året efter Ole på besøg hjemme hos mig, så han kunne få enetimer med henblik på, at fangstgarantien kunne blive indfriet. Vi var i stallingesæsonens første dage, men det var blevet kraftigt regnvejr. Nørreå, Konge Å, Gram Å m. fl. gik i flom med brunt og uklart vand - ikke lige just det man skal bruge til tørfluefiskeri.


Gels Å ved Bevtoft

Den øvre del af Gels Å er dog hovedsageligt næret af klart grundvand, så vi besøgte stykket ved Bevtoft. Endnu en gang tilsmilede fiskelykken os, da vi ramte den rette dag med massiv klækning af døgnfluen Bäetis rhodani, som fint kunne matches med en lille Klinkhammer.




Det blev en regnfuld dag, men mellem regnbygerne var der massive klækninger af de olivengrå duns, som hurtigt forsvandt i stallingernes hidsige "vak". 




Med lidt instruktion blev "fangstgarantien" indfriet





Tak til Ole for en for uforglemmelig dag. Lad os håbe, at stallingerne vender tilbage i stort tal.

Stram line 

Søren Rygaard Lenschow


1 kommentar:

  1. Glæder mig til at fange min første stalling i Norge til sommer.

    SvarSlet