torsdag den 27. juni 2013

GONE FISHING



Summertime


Først til Hedmark vi drar
se om der ikke er ørret og harr
I sommernatten vårfluen klekker
ved søer og tjern  - røye, gjedde og abbor smækker
Ved bål med kokekaffe og ildvand hviler
snart er ugen omme - som tiden iler


Hjemme i åen opgangsfisken er kommet
den fristes når dagen er gået og omme
På store rør og andet som buler 
lokkes havørreden ud af dens huler
Stor fed og blank den hugger i mørket
håber på en sommer uden "tørken"

Ferie i sommeren med familien er sagen
Lillebælt giver til vejen og dagen
Horn, makreller og flade til aftensmad
persillesov, nye kartofter gør fruen glad
Sommerens ørreder er tidligt oppe
jeg ligeså med flue og kan ikke stoppes!

Fjordens aborrer bider som lopper
fisker dem på wobler og popper
Sommer ved fjord og hav er sagen 
driverliv det meste af dagen
På hæld sommeren snart er gået
til en ny vinter vi minder har sået  




Stram line i sommeren

- og på gensyn i slutningen af august

Søren Rygaard Lenschow





lørdag den 8. juni 2013

SURSTRÖMMING UNCENSORED

Gastronomi




Svenskere er sgu da mærkelige - snus, nakkehår, Kalles Kaviar (på tube) og ikke mindst surströmming. Jeg er et par gange blevet lokket til at nappe en labrador lort (tilverkat af lössnus) - dog altid påvirket af et par genstande eller to. Her i dag mistede jeg så mødommen ud i surströmming. Uncle Bob havde været  i Stockholm, hvor han fejrede et velgennemført marathon (tillykke herfra!) ved at købe en dåse surströmming fra "Gösta Hannells Fiskesalteri". Faktisk er min svoger nu "klør fem" på CIA's terrorliste, eftersom han - mod alle regler om flysikkerhed - smuglede dåsen med i flyveren hjem til Billund Lufthavn.

I dag blev vi inviteret til fødselsdag i Esbjerg. Vi var faktisk inviteret til at komme lidt før, så vi kunne hjælpe med at "tilverka" forretten i klassisk svensk stil - på flatbrød med kogte kartofler, hakkede rødløg, purløg og gräddfil (creme fraiche).





Surströmming er et hjemstavs produkt skabt ved biokemisk forædling i kategori med rødvin og diverse oste. Letsaltede sild udsættes for en anaerob fermentering (iltfri forrådnings proces), hvorefter sildene lægges på dåse, hvor forrådnelsen fortsætter under produktion af smørsyre, svovlbrinte og andre gode sager.  



Inden første møde med denne kulinariske specialitet havde jeg set en del video'er på nettet med alt fra pukende yankees  og redneck's over japanere i redningsvest til danske TV-kokke iført kemikalieresistente dragter, hjelm og visir. Det må da kunne gøres bedre.



Ærligt talt - lugten svarer knapt til at fiske på blødbunden en forårsdag efter havørrederne i bunden af fjorden. Til gengæld smager surströmming serveret med kartoffel, rå løg og ikke mindst en Aqauvit godt! "Skidtet" bider ikke rigtigt fra sig i Esbjerg!

God appetit

Søren Rygaard Lenschow

P.S.: Undskyld Sverige - Blå Pripps, Danielson, Lönneberga, O.P. Anderson, Ingrid Bergman, Volvo, Mørrum, ABBA, Cardinal 44, Lisbeth Selander, stora snygga havsörringer och Pippi - we love you all!






onsdag den 29. maj 2013

SOMMERFISK

MED FLUESTANGEN PÅ DEN ÅBNE KYST





En gang var kystørreder noget jeg primært fiskede efter i foråret. Særligt marts og april var topmånederne, hvor der blev fisket igennem, hvorefter fiskeriet på stranden stoppede efter et par hornfisketure ind i maj. Også efteråret kunne byde på fint fiskeri og november har været en god måned med mulighed for at fange en blank overspringer. I de grønne vintre kunne fiskeriet fortsætte vinteren igennem og binde efteråret sammen med efteråret. 

Sommerens kystfiskeri blev ikke dyrket særligt intenst, da åens fisk ofte har kaldt på opmærksomheden. Det er dog blevet til enkelte ture nu og da - særligt natture til klassiske rev, hvor der var varierende succes.

Da vi for seks år siden købe sommerhus i kort afstand fra nogle af Lillebælts fineste kystpladser, skete der noget med mit sommerfiskeri. Med 2-3 ugers årlig sommerferie lige op af nogle meget fine kystpladser skulle sommerfiskeriet prøves. Det har givet nogle fantastiske oplevelser og tilmed nogle meget flotte ørreder.



3 lyspunkter ved sommerfiskeriet

1. Den bedste oplevelse har været fiskeriets kvalitet. Der er få undermålere, og forårets mange nedfaldsfisk er blevet til flotte og velnærede fisk. 

Tidligere - for 10-20 år siden - var der en god andel fine blanke fisk at fange under forårsfiskeriet. I dag oplever jeg, at fiskeriet i foråret ofte er præget af undermålere/målsfisk og en del større nedfaldsfisk - ca. 3:1 - alt imens der til tider skal arbejdes hårdt for at fange en større blankfisk. Måske skulle man også det tidligere, men bifangsten af mindre ørreder og faldere er måske blevet større? Denne udvikling skyldes ændret "udsætningspolitik" (og godt for det!), hvor der tidligere ukritisk blev hældt mange fisk ud i åmundingerne eller direkte på kysterne, mens der idag er større fokus på og udbytte af vandløbsrestaurering og naturlig produktion. Det kan selvfølgelig også være, at jeg er blevet mere kritisk i forhold til, hvornår en ørred ikke længere er en "falder" ?

Den ændrede udsætningspolitik giver en mere naturlig sammensætning af ørredtyperne i foråret, og dette har flyttet højdepunktet for kystfiskeriet til hen på sommeren.  


2. En anden stor fordel er fiskepresset. Hvor de bedste pladser har været konstant optaget i foråret, har jeg i sommeren ofte haft strandene for mig selv. De sidste års gode havørred- og laksefiskeri i åerne har nok også givet mindre pres på kystpladserne. Når det regner på præsten drypper.....

De første år fiskede jeg ofte i sommernatten, og det har været en stor oplevelse, når en god sommerørred har nappet skumfluen i måneskinnet. Mit fiskeri er dog langsom blevet flyttet til fiskeri i de lyse timer. Oftest starter jeg i det første morgenlys og fisker 3-4 timer inden jeg vender hjem, hvor jeg laver kaffe, inden jeg vækker familien, og vi er klar til en ny sommerdag. Faktisk havde jeg ikke en eneste nattur i den forgangne sommer.



Når det endeligt er rigtigt sommer i fædrelandet, er det essentielt at komme tidligt op om morgenen, mens man i en almindelig grå sommer ofte kan fange ørreder til langt op på formiddagen. På gråvejrsdage har vi endda fanget flere fine havørreder midt på eftermiddagen i juli måned. Godt at ørrederne ikke læser de funklende fiskeblade med eksperternes tips og råd om natfiskeri .




3. Det tredje es ved sommerfiskeriet er, at fiskeriet ofte er meget visuelt med springende fisk og ørreder, som ringer i overfladen. Således skal man have øjnene godt åbne, da det ofte giver kontant udbetaling, at kaste til de fisk som viser sig. Bevares - der er da morgener, hvor man ikke ser en eneste fisk - ofte dage med lidt vind og gang i vandet. Her er det i stedet nødvendigt at skrue tiden tilbage til april, og så få arbejdet pynter og vige igennem med en godt rytme,  som var det den første forårsdag på kysten. Således kan "almindelige" affiskningsteknikker give et par fisk på en ellers grå og kedelig sommermorgen.





Grej og fluer
Sommerens fiskeri giver mulighed for at fiske med let fluegrej. Selv bruger jeg en # 5 stang med WF5 flydeline til mit sommerfiskeri. Man kan naturligvis også bruge det normale kystfluegrej (# 6-8) med skydehoved, og på de stille sommermorgener kan forfanget bare forlænges med henblik på forsigtige præsentationer. Det lette grej med WF-linen er dog fordel, når fluen hurtigt skal præsenteres for fisk i overfladen, og grejet er tilmed en fornøjelse både at fiske med og fighte fisk på. Desuden har distancen ikke stor betydning, og mange af sommerens fisk hugger, når fluen affiskes ved langsgående kast placeret 1-2 meter uden for kanten, hvor blæretangen bryder overfladen. Så pas på med at vade for dybt. Jeg har til gengæld ikke oplevet, at ørrederne har været specielt forfangssky, så jeg fisker oftest med et forfang på 1½ stanglængde med en ca. 0,25 mm spids af fluorocarbon.

Ej heller fluevalget er så vigtigt. 9 ud af 10 fisk fanger jeg på rejefluer (#6-2), men der sidder også oftest en rejeflue på forfanget, og rejefluerne har virket uanset om hjembragte fisk har tobiser, hundestejler, tanglopper eller rejer i maven. Fødeudbuddet i sommeren er enorm, men til tider er fiskernes mavesæk ofte tom. En anden sjov observation er, at ørreder i juli måned spiser en del krabber, bl.a. havde jeg for nogle år siden den oplevelse, at 3 ud af 4 hjembragte fisk i en uge i juli havde krabber i maven. Jeg nævnte dette for en kammerat, som den efterfølgende nat sjovt nok også fik en fin fisk med en krabbe i maven. Kan dette fænomen mon hænge sammen med perioder, hvor krabberne har skiftet "ham", og derfor er dejligt bløde at spise?



Rejeflue med Weedguard

Medbring gerne et par fluer med Weedguard lavet af kraftig nylon line  (> 0,50 mm), som bindes ind under krogen. "Grødesikringen" modvirker, at fluen alt for ofte fanger drivende tang og ålegræs eller sætter sig i fiolinerne, som kan være talrige om sommeren på kystpladserne med en god tidevandsstrøm. Faktisk er tilstedeværelse af denne flere meter lange spagettilignende vandplante en god indikator for en fin sommerplads. 

Hav også gerne et par mindre fluer (#8-12) - tanglopper, Kobberbasser, Fyggier el. ligende med. Ofte er disse løsningen, når fiskene kun følger efter de større rejefluer. Endvidere har jeg også nu og da fanget fisk på tørfluer af skum og gerne med gummiben - af den type, som mange nu bruger i sensommeren og efteråret til fjordens gyldne ørreder. Skumbillerne kan også være løsningen, når ørreden kun lusker efter den store rejeflue.





Husk så på, at sommerfiskeriet ikke kun kan måles i sølvtøj. Sæt dig ned på stranden og nyd den endnu purunge og ufordærvede sommerdag. Drik en kop kaffe fra termoen eller nyd en omgang dåsemad (morgenbajer / redaktøren). Kig på fuglene, den specielle flora på strandengen eller de første sejlbåde, som stikker til havs. 


Så når sommerferien skal planlægges, skal du finde en campingplads eller et sommerhus tæt på nogle gode kystpladser ude på den åbne kyst. Sælg pladserne som fine badestrande til resten af familien, og lad så være med at fortælle konen (eller manden m/k) om dine bagtanker - hun (m/k) skal nok finde ud af det. Min kone har, og hun står gerne tidligt op for at tage med på tur.







Stram line

Søren Rygaard Lenschow  


søndag den 12. maj 2013

STREET FISHING





Når man bor langt ud på landet, kan det være svært, at være med på det sidste nye og smarte - eller "oppe på beatet" som man sagde, dengang jeg var yngre. Senest har "street fishing" været det sidste nye, men selvom Kongeåen løber igennem vores lille landsby, kan vi heller ikke her være med på moden, da åen løber i en helt almindelig eng med et par græssende heste. Således foregår næsten 100 % af fiskeriet i omgivelser, som giver mere "outdoor" end  "street cred". 




Den årlige familietur gik til "Søhøjlandet" ved Silkeborg, hvor der var tid til aktiviteter og afslapning for 3 generationer. Fredag formiddag stod der "golf/fiskeri" på programmet. Vi valgte selvfølgelig det sidste. Dagen forinden gik vi ved Gudenåen inde i Silkeborg på broen lige oven for "papirfabrikken", hvor vi så mange store rimter, som gladeligt guffede franskbrød i hård konkurrence med ænderne. Her var muligheden for at være med på street fishing. I den lokale grejbiks fik vi dog at vide, at man ikke må fiske ved broen men, at der er frit fiskeri for børn under 15 år på strækket ovenfor anløbsbroen for Hjejlen og de andre turbåde. 



Vi havde Marri, Kristian og Valdemar med på street fishing, samt fætter Frederik, som aldrig havde fanget en fisk. Medefiskeri med brød og majs og ved lidt forfodring nu og da, lykkedes det, at få lokket rimterne til et par gange. Fiskene var svære - de kunne nærmest sutte brødet af den lille tørfluekrog, men det lykkedes Frederik at fange sin første fisk - en flot rimte. Også Kristian fik en fin skalle.




Lørdag stod der shopping på programmet, og da familiens yngste på 6 år erklærede, at shopping var hendes største hobby, lod vi pigerne tage på shoppetur. Jeg "tilbød" at passe drengene ved åen. Igen fiskede de med brød som agn, hvilket gav skaller, mens både en fin rimte og en stor aborre smuttede af krogen.





Drengene havde fået godt styr på fiskeriet, så jeg havde købt fiskekort til Silkeborg Fiskeriforening, og der blev hygget lidt med spinnestangen og de sortstribede røvere. Gedderne så vi ikke noget til.




Nu kan vi også sige, at vi har fisket blandt kondiløbere, mountainbikere, børnefamilier med barnevogne osv. Ikke mindst har vi født en ny lystfisker i fætter Frederik.  


5 Softsbaits til Silkeborg

Søren & co.


søndag den 14. april 2013

ENDELIGT FORÅR

Foråret burde ellers havde været her for længst. Jeg havde store planer for foråret. Planer om bl.a. fisketur hver fredag morgen - bare 1½ time ved en god plads i fjorden blot 10 min. fra kontoret. Således kunne jeg møde ind på kontoret "lidt over 9" med hovedet fyldt med gode oplevelser, med det blev aldrig forår. 
  
Påsken er ofte blevet tilbragt i sommerhuset på Aarø - med fine fiskeoplevelser efter de blanke fisk på stranden. I år havde vi dog planlagt familietur til Toscana og Venedig. Ikke lige fisketur, men helt sikkert en god strategi, da påsken 2013 i Danmark fortsat var vinterlig, og næppe med chance for blankfisk, da kystpladserne på øen efter en kold vinter først fisker godt 2-3 uger senere end pladserne inde på Jyllandssiden. Så kultur og gode madoplevelser var et godt valg.

Hjemme igen begyndte foråret at røre på sig. Nu skulle der fiskes!. Blev så ramt af feber, og måtte ligge en uge i sengen. Hårdt når sociale medier og diverse hjemmesider melder om fangster af fine blankfisk, børsteorm og andet godt fra pladser rundt omkring i kongeriget. Eneste fordel var, at sygdom faldt sammen med lockout af skolelærerne, så jeg kunne, trods feber, føre lidt tilsyn med afkommet. Kom på benene sidst på ugen, men var ikke helt frisk her op til weekenden. 


Her søndag melder lysten til fiskeri sig igen. Fruen skulle dog først lige på oprydningstur med jægerne i skoven, og der skulle købes ind. Jeg lokker sønnike Kristian med på en eftermiddagstur. Turen i bilen bliver brugt til at overveje, om det skal være fjorden eller den åbne kyst, som skal prøves. Valget falder på en bugt ved Lillebæltskysten, hvor jeg før har oplevet børsteorm og godt fiskeri.

Jeg rigger fluestangen til, mens Kristian skal prøve et af sine nye blink lavet af skaftet fra en ske. Et at mange gode projekter fra vinterens junioraftener i fiskeklubben. Drengen ville dog også fiske med ophængerflue, men han har glemt flueæsken, så han må nasse en pink rejeflue af far. Ved 17-tiden traver vi den smukke tur gennem bøgeskoven ned til kysten.




Efter 10 kast er der hug på min børsteormflue, så der er fisk på pladsen. Også Kristian har et par nap, inden han har fast fisk. En undermåler har taget ophængeren, og bliver hurtigt sat tilbage i det kolde vand. Vi ser flere børsteorm i vandet, og det varer ikke længe inden Kristian hyler igen. Denne gang er det en bedre fisk, som rutineret bliver fightet og kanet på land. En flot blankfisk på den gode side af halv-meteren er drengens triumf - igen på ophængeren.




Nu er faderen gevaldigt bagefter. Om det er respekt for faderrollen, eller om drengen er fiskemæt, ved jeg ikke, men han går pænt ved siden af og kommer med gode og velmenende råd, mens jeg fisker strækningen af  - der er selvfølgelig kommet en hidsig rejeflue på forfanget.  Jeg har flere kontakter inden en mindre ørred er oppe til afkrogning. Æren er redet! 



Vi fisker efterfølgene et andet stræk af lidt længe nede af stranden uden at mærke fisk. Herefter går vi den lange vej op til bilen, og kører hjem til fruens gule ærter. 




I overmorgen er der laksepremiere i det Vestjyske, og der har længe stået FRI i min kalender. Nu har jeg dog det problem, at Kristian ikke kan komme i skole, da lockouten sikkert kører endnu. Nå skidt - knægten kan jo bare komme med på fisketur. 


Knæk og bræk

Søren Rygaard Lenschow