torsdag den 31. januar 2013

UGENS FUND - FLUEBINDING

Fluebinding - alternative materialer




I denne kolde tid må man "fiske" andre steder. Man kan måske være heldig med "skrammelkasserne" i dagligvarebutikkerne, hvor man nu og da kan finde alternative fluebindingmaterialer til en pris, der ligger betydelig under, hvad "fur and feathers" koster i grejbutikkerne. Her matcher de jo næsten kiloprisen på dametrusser!


Det støver!

Ugens fund blev gjort i NETTO, hvor jeg købte en "støvekost" til 29 kr. Det var ikke fordi, at jeg mener hjemmet mangler en ny støvekost, selvom fruens bukkeopsatser i stuen nok kan trænge til en tur. Faktisk er der ikke meget "Putzfrau" over min bedre halvdel, og "impulskøbet" gjaldt dog også de fine strudsefjer, som kosten var lavet af. Faktisk købte jeg to koste, da jeg fandt en kost med fjer i lys grå nuancer og en kost med mørk grå fjer tangerende til sort. Er nu ejer af en kæmpe bunke strudsefjer (ca. 75 fjer i hver kost). Ved faktisk ikke om det virkelig er struds, eller om fjerene kommer fra emu eller nandu?. Nu har jeg fine herl's til nymfer, vådfluer, streamers og kystfluer samt mindre havørred og laksefluer.

Strudsefjer med god farvevariation

Et par kystfluer med hale og vinge af strudseherls

Julefluer 

Også i julehandelen var jeg heldig. Her bugnede butikkerne med kulørte kugler, flitterkram og andet stads. Mange mænd lader fruen kigge i kasserne - de får jo alligevel ikke lov til at bestemme noget, når der skal pyntes op til jul. Hørte forresten for et par år siden min svigerinde fortælle, at sort var årets modefarve i julen. Og jeg som altid havde troet, at det var rødt år efter år ! Jeg kan nu alligevel ikke lade være med at kigge i kasserne - man kan jo finde noget til fluebinding? Det er selvfølgelig et sats, og man kan komme hjem med meget skrammel, men kan det ikke bruges, kan man jo give det videre til fruen og ungerne, mens man lader som om, at man er lidt interesseret i julens ve og vel ! Også selvom det ikke lige matcher "årets julefarve".


Skum i smækre farver

I december fandt jeg faktisk noget brugbart. Tror nok det var i en REMA1000, at jeg fik øje på nogle pakker skum i en kasse med julestads. Således fik jeg 30 skumplader (14 x 20 cm) i 1 mm tykkelse for 10 kr! Farverne er måske lidt rigelig dristige, men de gule, grønne og orange skumplader kan bruges til krop på græshopper og slørvinger samt nukleare eksperimenter (Chernobyl Ant). Endvidere er der en hot pink, som kan bruges til "sight indikator" på mindre bille- og myreimitationer. En par tuscher i de rette nuancer kan endvidere gøre meget ved julefarverne 


Skumfluer til å eller fjord



"Renuld" i fornuftige farver
Yderligere fandt jeg nogle poser med "Renuld" - Her er farverne i top - oliven, grå, cream (natur hvid), rød og sort. Prisen var 12 kr. for 3 bundter - super dubbing til kystrejer og nymfer samt materiale til at lave Woolheads på fiskeimitationer. Uld fra julemandens trækdyr tror jeg så ikke, at jeg er kommet i besiddelse af - nok nærmere uld fra får. 

Kystrejer med krop af "Renuld" - pimpet med lidt flashdub


Streamerflue med Uldhoved (Woolhead)

Nymfer lavet af Renuld
Quick Tie stalling nymfer (Bugs)
 Hale og rib af  strudseherl
Krop af cream "renuld
"



Stram bindetråd


Søren Rygaard Lenschow



mandag den 14. januar 2013

SMÅ FLUER TIL DE STORE FISK

Fluebinding


Det er nu fluerne til den nye sæson skal bindes. Jeg har fået snøret en god snes af de helt små fluer til ørred og stalling. Små fluer er en smagssag. Nogen mener man ikke kan fange ordentlige fisk på "sårn noet småkravl", som "kun dur til skaller og undermålere".  Selv elsker jeg at fiske med tørflue - gerne en stor skumbille, vårflueimitation eller paradun (falskærmsflue) i # 10 til 14. Det er fluer, som kast efter kast flyder godt, og som er lette at se på vandet.  Som tørfluefisker gennem et par årtier har jeg dog nu og da også fanget gode fisk på de helt små fluer, selvom pygmæfluerne aldrig er første valget.

Hvad er så en lille flue ? For havørredfiskeren er det måske alle fluer mindre end # 8 ? For bækørredfiskeren alle fluer mindre end # 14? og for tørfluepuristen alle fluer mindre end #18 ?




For mig er der ikke en klar skillelinje, da det afhænger af hvor kraftigt fluerne er dresset samt det faktum, at der kan være stor forskel på størrelsen af forskellige krogmodeller - endda inden for sammen krogfabrikant. Specialkroge er ofte et et par "krogstørrelser" større en standard modellerne. Ved valg af kroge til pygmæfluerne er det vigtigt, at der ikke er et lille kroggab i forhold til krogskaftet, da det forringer krogningsegenskaberne og endvidere gør krogen svag. Således er en kortskaftet krog med stort kroggab at foretrække. Skåret ind til benet er det # 18-22, som er de små fluer for mig. Jeg har dog er et par poser med fluekroge # 24 - 28, som jeg sjældent har bundet på og knap fisket med.



Endvidere skal fiskeriet med pygmæfluer tilpasses med let grej. Således er fluegrej AFTM # 5-6 maksimum, når der skal fiskes med småfluer og tynde forfang. Bliver grejet tungere tabes mange fisk med et knækket forfang. En AFTM #2 el. #3 stang er sjov at fiske med, og perfekt til de små fluer. Tilmed er det en fornøjelse at lande de mange mindre fisk, som der jo oftest er flest af, men lette moderne fluestænger (#2-3) har dog også power til at suge kræfterne ud af større fisk. Tippen på forfanget skal tilpasses de små fluer -  som oftest bruger jeg o,13 mm (6X).



Klart vand og sky fisk

Også de tynde forfang er en smagssag. Sidste år købte jeg en rulle frisk 0,15 mm (5X) forfangmateriale inden en fisketur til Sydtyskland. 5X er den tykkelse jeg bruger til det meste tørflue- og nymfefiskeri, men desværre viste det sig, at linen ikke havde den rette kvalitet, da den ikke var knudefast. Det opdagende jeg på dem hårde måde, da hele 3 fine fisk løb med fluen på første fiskedag. Rullen med forfang var købt i Odense i en landets førende grejbutikker, og til prisen (> 3 kr/m) burde linen bare være i orden. Som nærig jyde skulle jeg naturligvis have pengene retur.  Det blev efterårsferie med familien i sommerhuset, så spolen kom med til Haderslev, hvor grejbutikken også har en filial. Butikken i Haderslev bestyres af en hyggelig og venlig gut, som først og fremmest er kendt som en meget kompetent, dygtig og erfaren havørredfisker -  både ved å og strand. Da jeg forelagde ham problemet, kiggede han bestemt på mig og sagde, at "sådan noget tynd stads kan man faktisk slet ikke fiske med!" Spolen blev nu byttet uden problemer. 





Myg kræver oftest småfluer, men også døgnfluer og vårfluer forkommer i små størrelser. Endvidere ender småbiller, myrer og andet småkravl i vandet. Særligt i bagvande kan småinsekterne blive samlet i strømmen og blive til let mad.

Ved fluestikket skal der spares på materialerne - husk på at det ikke giver mening, at fylde mere materiale på end nødvendigt - alternativt bindes blot en flue på en krog et par krogstørrelser større. Brug en tynd bindetråd - 12/0 eller gerne Spiderweb, der som navnet fortæller er spindelvævs tynd, og som efter lidt tilvending bliver uundværlig til de små fluer. Spiderweb fås kun i hvid, men farves let med vandfast tusch. Ved binding af de små fluer er "Keep It Simple" princippet vigtigt. Derfor simple og enkle mønstre.

Nedenfor er en stribe af småfluer, som jeg nu og da har haft glæde af. Find en af fluerne frem, når en god fisk ignorer dine favoritfluer, alt imens den sipper småfnadder i overfladen.


Stram bindetråd

Søren Rygaard Lenschow



Dun (døgnflue) - Paradun / No-Hackle #16-20



Hareørenymfe # 16-22 - indefedtes i tørfluefedt og fiskes i overfladfilmen.




CDC-Hareøre Emerger # 16-22



CDC-Mink Microcaddis # 16-20


Myre (soft)  #16-22



Myre (skum) # 16-20



Bille (skum) #16-22 - Her med Sight Indikator


Griffith Gnat #16 - 20

torsdag den 6. december 2012

FILEBRANKUS

ILDVAND





Fernet Branca (Filebrankus på vestjysk) er noget man piner mennesker med om morgenen!  Hvem kan dog finde på at tage denne drik med på fisketur? Ikke engang myg kan den holde væk.

Forbinder i det hele taget ikke Filebrankus med lystfiskeri - med undtagelse af Steward Stardust (Onkel Steward blandt venner), som ikke kan fiske ål uden en "fernet". I nummeret "En Kold Triumf" synger Magtens Korridorer poetisk: 



Sydhavnens engle på fernet
unge tøser klædt i gammelt løgn
hey, man skal smede mens jernet er varmt
hele livet på et døgn
lyset går ud når solen står op
en kold triumf til dem der vandt

Så i min verden passer "Fernet" bedst som sidevogn til en elefant i "et sæt" på Louises (et af ungdommens morgenværtshuse på Nørrebro). Denne Italienske bitter er også en fast del af mange velbjergede danskeres "survival kit", når de udforsker eksotiske og farlige rejsemål som Gran Canaria og Mallorca. 





Man kan beskrive Filebrankus som et kamferdestillat med et touch af kirsebær og cremen fra en chokoladefrø. Duften af hospital. Intet mere  - intet mindre.

Husker med gru det år, hvor mine svigerfamilie skulle med på laksefiskeri i Mandal. God whisky er for mig en del af laksefiskeriet - jeg elsker at nyde en whisky ved elven, når man fejrer, at laksen hænger "til tørre" i træet, eller til at drukne sorgen med, når den netop ikke vil bide. Jeg ville derfor købe en flaske ildvand til turen. Min svigermor skulle dog til Tyskland, og hun tilbød derfor at købe whisky mv. til turen. Hvad skete der ! Hun købte 3 flasker Filebrankus ! (og jeg opdagede det først, da vi var ankommet til Mandal).

MEST OM FLUEFISKERI giver Filebrankus 2 ENGLE. To engle trods alt -  fordi Fernet er en fjende man alligevel kan huske, når den er besejret.










Stram line 


Søren Rygaard Lenschow


P.s: - Og så findes den også i en pebermynte version - den har jeg heldigvis aldrig smagt!


søndag den 11. november 2012

The Fish & The Fly 4 Streamers

FISKEFILM






Så er den fjerde og sidste film i serien "The Fish & The Fly" udkommet. Igen følger Niels Vestergaard's kamera med Morten Øland på fisketur. Det lette tørflue- og nymfegrej er dog denne gang udskiftet med kraftigt enhåndsgrej, og småfluerne erstattet med streamers, rørfluer og "surfaceflies".


Copyright Wide Open Outdoor Film

Filmens intro starter på Island, hvor Øland og Vestergaard rammes af kraftig efterårsregn og "muddy water", som gør både fiskeri og filmarbejdet svært. Sådan er fiskeri nu engang i mellem, og der blev kun materiale til filmens intro. 

Herefter går fisketuren til Grønland og Sverige efter havvandrende fjeldørreder og grove søørreder. Særligt spændende er scenerne, hvor der fiskes med skumfluer i overfladen og metoden tager sig godt ud på film. Sidste del af filmen er dedikeret til det danske kystfluefiskeri, hvor der fiskes efter havørreder i både magsvejr og tung sø. 

Filmen er instruktiv, hvor forskellige affiskningsteknikker demonstreres bl.a. ved brug af undervandskameraer, som er blevet en god og vigtig del af Niels Vestergaard's fiskefilm. Her skal fremhæves optagelserne, hvor en tobisimitation monteret med disc "trækkes" bag et undervandskamera, hvilket giver nogle spændende og til tider hårrejsende oplevelser med havørrederne, som jagter fluen.



Copyright Wide Open Outdoor Film

Niels Vestergaard's arbejde med kameraet er imponerende. Filmen er skudt fra mange vinkler, og filmen er efterfølgende klippet sammen og lydsat, så der opbygges en stemning gennem hver fiskescene, hvilket gør filmens æstetiske udtryk meget stort. Ind imellem fiske- og fightscenerne tager man sig tid til at fange "øjeblikket" som lejrstemningen ved bålet, eller når Morten slukker tørsten med koldt vand fra fjeldsøen. Filmen er "speaket" på engelsk, og der kan blandt flere muligheder tilvælges danske undertekster.


Copyright Wide Open Outdoor film

Som de 3 tidligere film i serien indeholder Volume 4 også 2 film på DVD'en. Således er der ud over fiskefilmen også en fluebindingsfilm, hvor Morten binder fluerne, som han fisker med i filmen - i alt 11 streamers, rørfluer og "surfaceflies".  


Copyright Wide Open Outdoor film

Morten ligger stille og roligt ud med at binde et par simple mønstre bl.a. en zonkerflue - her kan alle være med. Gradvis bliver fluerne mere innovative og en smule mere avancerede, men hele vejen igennem er fluerne beregnet til at fiske med. Flere mønstre bindes som rørflue, og der gøres flittigt brug af bl.a. skum og UV-lim. Sidstenævnte er et godt alternativ til den sundhedsskadelige epoxy. Fluebindingsscenerne holder et godt tempo, uden at det går ud over detaljerne. 

I forhold til seriens første film vil "The Fish and The Fly 4" appellere til et bredere publikum, og filmen vil tiltrække andre end "tørfluefiskere med løse håndled". Filmen burde måske have været lavet, som den første i serien, da den appellerer til de fleste fluefiskere og fluebindere. Både nybegynderen og den mere rutinerede fluefisker vil kunne få noget ud af filmen.


Trailer (forfilm) på Youtube finder du her:





The Fish &The Fly 4 Streamers, 54 min + Tying Rhe Streamers, 54 min. DVD, Wide Open Outdoor Film. Pris kr. 199,- . inkl. moms.


søndag den 4. november 2012

SPITZENKLASSE FORELLEN!



Mange tyske lystfiskere har besøgt de danske fiskevande. I mange år var det fiskere i gule regnfrakker med kraftige surfstænger og tunge lodder, som fiskede fra strandene eller medefiskere ved de ferske vande, men det sidste årti er der dukket mange tyske fluefiskere op ved å og kyst. Fluefiskere som praktiserer det samme bevægelige fiskeri, som der er tradition for i Norden. Heldigvis går trafikken også mod syd. Således er flere og flere danske fluefiskere begyndt at besøge de fine fiskevande i Tyskland. Særligt de sydlige alpefloder har fået opmærksomheden og ikke uden grund, da der er fornemt fiskeri efter regnbue-, bækørred og stalling i vande, hvor der gennem mange generationer har været stolte traditioner for fluefiskeri.


Traumhaft Schön

Selv fik jeg muligheden for at prøve fiskeriet i de Bayriske alper i september, hvor jeg sammen med min gode ven Morten fiskede i Der Deutsche Traun og Der Weise Traun. Et spændende fiskeri med tørflue og nymfe efter til tider ret store ørreder. Vi fangede pænt med fisk - mest regnbuer men også en del bækørreder. Stallinger fangede vi desværre ingen af, men det er jo altid godt at have noget at komme igen efter. Fiskeriet i det spritklare vand var til tider svært, og særligt de store ørrederne inde i bymidten i Siegsdorf (Streetfishing) var mere end veluddannede, og de havde nok set en flueæske eller to i løbet af sæsonen. 



Der var mange gode oplevelser med både "nederlag og sejre" i løbet af de 4 fiskedage. Særligt 2 fisk på sidstedagen står i erindring. Jeg "fandt" en fin fisk i bagvandet i en større pool, hvor fisken cruisede rundt og jævnligt tog insekter på overfladen. En del af tiden ringede fisken inde under et klippefremspring, men den  bevægede sig også ud i åbent vand, hvor den kunne dækkes med et velplaceret kast. Efter flere præsentationer med forskellige fluetyper gav en lille skummyre (Oeland Ameise) # 20 pote, og efter en tur ned over et stryg kunne jeg lande en ca. 4 punds regnbue. Senere blev dagens sidste kast afsluttet med at en 5 punds regnbue, som tog en nymfe fisket blindt med indikator ovre i den mørke rende under modsatte brink. Efter en "Bulldog fight" kunne jeg tilfreds afslutte fiskeriet i skumringen.  



Nedenfor et par billeder og stemninger fra fiskeriet.











Sjovt nok mødte vi den sidste aften en god bekendt - Niels Aage Skovbo og hans fiskemakker Torben Slyngborg. De fiskede også i området, og boede på samme Gasthof som os. Det blev en hyggelig aften med Weissbier og en god snak om bl.a. ørred- og stallingfiskeri, skarv, glæden ved fluekroge ( 103BL, 206BL, H1A, L3A og ikke mindst K4A - blandt venner kaldt Kofi Annan!) og ikke mindst oplevelserne ved de sidste dages fine fiskeri.

Mødet med Sydtyskland var desuden en stor kulturel oplevelse med en stram daglig diet på minimum 3 l øl og dagens Schnitzel. Et par mere hyggelige billeder nedenfor viser lidt om livet i Bayern.

SERVUS!

Søren Rygaard Lenschow






Oktoberfest i den lokale fiskeklub


Kindergarden