tirsdag den 11. november 2014

Vi har alle en Magnus i baglommen

Fluebinding



Alle kystfluefiskere har en eller anden version af "Magnusfluen" i æsken

Den fynske kystflue "Magnus" flue var med fra kystfluefuskeriets barndom i starten af 70'erne, og har været en af de få fluer, som har holdt frem til idag. Den grå rejeflue med grizzle palmerhackle afsluttet med kuglekædeøjne findes i en eller anden version i langt der fleste flueæsker rundt om på kysterne. Grå Frede og Slagterfluen er fluer, som tager udgangspunkt i Magnus enkle stil med et grizzle palmerhackle, som får fluen til at svæve stille ned gennem vandet, når der holdes pause imellem indtagene. Ved gennembladning af Thomas Vinges 2-binds værk om fluer til kystørreden, finder man mere end 20 forskellige fluemønstre, som har udgangspunkt i Magnus. Flere af "Magnusfluerne"  drager en linie til fluer som Woolly Bugger, Wooly Worm o.l.




Min "Magnusflue er lidt "woollyagtig", og den har hale af indfarvet (gul, tan eller brunoliven) grizzle marabou pimpet med lidt pearl flash, krop af glinsende gul dubbing. (flashdub, Lite-Brite, Icedub e.l.), og et indfarvet brunolivent Grizzle saddelhackle. Endvidere ribber jeg kroppen med en tynd (ca. 0,15) nylon fiskeline, så fluen kan holde til masser af skarpe fisketænderne. Fortil kuglekædeøje, hvor imellem der evt. kan dubbes med kropsmaterialet eller evt. rester af marabou fra halen. Har tilført en speciel måde at binde hacklet på, idet de nederste dunene fjerstråler på fjeren beholdes og fungerer som et marabouagtigt fronthackle. Ved at beholde disse bløde fibre får fluen lidt mere fylde og liv. Fluen imiterer fint rejer, men jeg tror og at det bløde fronthackle giver en flue der også ligner en kutling. For mønster, bindebeskrivelse og video - se nedenfor.


Vejen har været lang og til tider blodig

Vejen til min Magnusflue har været lang og til tider blodig. I en periode fangede jeg og flere venner en del ørreder på gule kystfluer, så dette har holdt ved siden. Kuglekædeøjnene har været udskiftet med både goldhead og coneheads, men jeg finder dog, at fluen svæver bedst i vandet med traditionelle kuglekædeøjne. Til fiskeri fra flydering eller kajak kan et conehead være fint, hvis flue skal fiskes over dybere vand. Tror fluen er nået dertil, at der ikke sker flere ændringer - måske fordi jeg har fanget en mine største ørreder på fluen, men nok også forbi flere "forbedringer" vil føre fluen i retning af mere eksakte imitationer, og det er ikke grundideen med fluen. Har dog også lavet en mørk brun variant  - og ja den fanger også kystørreder. Måske man skulle prøve at pimpe fluen med et par rubberlegs?



Fluen er selvfølgelig primært en kystflue. Prøvede for nogle år siden at fiske fluen på en synkeline i en større norsk elv med klart turkisfarvet smeltevand. Fluen var tiltængt "storørret", men den vakte nu istedet stor interesse hos elvens mange stallinger.


Norsk  harr på dansk sjøørretflue


Stram line

Søren Rygaard Lenschow


Vil du se hvordan fluen bindes, så kig med her.


MM-Fly (Min Magnus Flue).
Krog: Saltvandsbestanding f.eks. Partridge CS 54 # 8 -2
Tråd: Gul, grå el. lign.
Hale: Indfarvet (gul, tan eller brunoliven) grizzle marabou + nogle strå pearl flashdub.
Ring: Tynd monofil (0,1-0,2 mm)
Krop: Glinsende gul syntetisk dubbing (Flashdub, Lite-Brite, Icedub, SLF Prism)
Hackle: Indfarvet (brun oliven) grizzle saddel. Nederste bløde fibre bibeholdes som fronthackle
Øjne: Kuglekæde tykkelse "badeværelse"
.
1. Kuglekædeøjne indbindes - sikres med en dråbe 10- sek. lim

2. Hacklet tilklippes

3. Hale af marabou + flash indbindes

4. Hacklet indbindes lige bag kuglekædeøjnene

5. Rib af nylonline indbindes og kroppen dubbes.

6. Tørn dubbingkroppen, sluttes lige bag hacklet

7. Hacklet tørnes - de første 2 tørn med bløde hacklefibre lige bag kuglekædeøjnene.

8. Den resterende del af hacklet tørnes ned til halen, hvor fjeren låses med ribben. Brug ca. 2/3 af hacklet (gem den resterende fjerspids - perfekt til de faldskærmshacklede danicaimitationer). Tørn ribben op gennem hacklet.

9. Dub mellem kuglekædeøjnene og afslut med whip finnish - laker tråden (evt. med 10-sek. lim).

søndag den 10. august 2014

FLUEFISKERI PÅ RATIONERING!

Sommeren går på hæld, og efteråret kommer hurtigt snigende. Inden vi ved det, står efterårsferien for døren.


Juniorlederkursusnålen


For mange drenge og piger har der gennem årene stået lystfiskeri på skoleskemaet i efterårsferien. Danmarks Sportsfiskerfirbund afholder også dette år Juniorlederkursus med lystfiskeri som omdrejningspunkt i uge 42.

Jeg var selv instruktør på kurset midt i 90'erne. Dengang blev kurset afholdt på Vojens Ungdomsskole i det Sønderjyske med adgang til fine vandløb og kyster, hvor teori kunne omsættes til praksis.


Bent Schultz dirigerer slaget!

Et år var jeg kommet med et hold 1. års kursister (F1) på fisketur til Kongeåen nedstrøms Foldingbro. Vi startede fiskeriet med flere bækørreder og et par kontakter med havørred. Frokostpausen blev holdt på et karismatisk stræk af åen, hvor man kan sidde på en sandskrænt, med udsigt over åen og å-dalen. På strækket lige neden for skrænten stod der en havørred, som gentagne gange rejste sig til fluerne, som knægtene præsenterede. Særlig en charteusefarvet (gul-grøn) Put & Take flue var fisken meget aggressiv over for. Knægtene ville alle gerne fiske til havørreden, så holdleder Bent Schultz måtte fra sin udsigtpost på skrænten rationere fisketiden til 2 minutter pr. kursist, inden en ny måtte komme til. Det var selvfølgelig ikke helt uden dramatik, at pladsen måtte overgives til den næste. Var tiden nu også gået? Kunne man lige nå et ekstra kast?



2. minutter !

Skønt fisken var efter drengenes fluer et to-cifret antal gange, blev den aldrig kroget. Efter frokost fiskede vi videre ved åen. Længere ned af åen fangede jeg en farvet hanfisk på "Den Usoignerede Biolog" - en muddlerflue skabt af og opkaldt efter en af kursets daværende instruktører. Efter et par fotos blev fisken pænt genudsat.







Stram line til alle på Juniorlederkurset 2014


Søren Rygaard Lenschow



FAKTA: Juniorlederkurset er Danmarks fedeste fiskeuddannelse, som afholdes i skolernes efterårsferie (uge 42) på Aalestrup Naturefterskole. Kurset henvender sig til unge med fiskeinteresse fra alderen 14 år med henblik på at lære dem at fiske, og endvidere uddanne nye undervisere/instruktører til lystfiskerforeningernes ungdomsafdelinger samt kandidater til vandplejeudvalg, bestyrelsesarbejde og andre dele af det vigtige frivillige foreningsarbejde. Kurset holdes over 3 moduler (Fiske 1 -3 over 3 år), hvor undervisningen gradvis ændres fra fokus på praktisk fiskeri til biologi, undervisningslære og foreningsarbejde. Endvidere er der overbygningskurser i påskeferien (Fiske 4). Afholdelse og undervisningen varetages af Danmarks Sportsfiskerforbunds Instruktører. Er du interesseret i at deltage, kan du se mere her.




Historier og beretninger fra tidligere kurser findes på fedfangst.dk og facebook. Endvidere YouTube video.





Juniorlederkuret har en lang historie. Kurset startede tilbage i 50'erne på Idrætshøjskolen i Vejle, og flyttede siden til bl.a. Hoptrup Højskole og Vojens Ungdomskole i Sønderjylland. Siden 2009 har Juniorlederkurset været afholdt på Aalestrup Naturefterskole ved brinken af Simested å. Du kan læse mere om Juniorlederkursets historie her.




tirsdag den 22. juli 2014

BEACH ART


Horn to Jump
Funky Fish Artist, 2014 

Kultur

Når man færdes meget på stranden, kan man ofte støde på fænomenet "Beach Art", hvor kunstværker er opført direkte på stranden med forhåndeværende materialer - evt. kombineret med maling, farver eller noget helt andet fra vores materielle verden. Fantasien skaber alene grænserne, og ofte er der stor genialitet i den enkelte kunstneres udtryk og performance.


The Gate
Sten på sten, ukendt kunstner 

Enkelte værker har præg af mere arkitektonisk og entreprenørmæssig karakter eller er direkte masterplaner, hvor ingeniører og byplanarkitekter bliver salige ved at beskue på de fantastiske bygværker, eller hele samfund med indfrastruktur, kanalsystemer, laguner, grønne områder mv.

LOOP-Man Down
Funky Fish Artist 2014


Andre kunstnere tager kampen op og udfordrer beskueren med værker, som går dybt i sjælen.
Andre værker er mere en fortælling om kunstnerens hverdag.


Der Mobiltelefon Klingelt Nie!
Fedtfarve på sten, ukendt tysk kunstner

MEST OM FLUEFISKERI har fået et interview med en 7 årig anonym beach artist, der arbejder under kunstnernavnet "Clumsy Sand Slayer" (redaktionen er bekendt med kunstnerens sande identitet):



Beach Art kunstner Clumsy Sand Slayer (kunstner navn) i arbejde.

Hvor startede du med at at performe beach art?: 
Ved det ikke helt ? - tror nok jeg altid har udøvet mit kunstneriske virke. Første stage var at putte sand i munden og spytte det ud igen, men siden jeg kunne sidde op og holde en skovl i hånden, har jeg fået et bedre greb om mit kunstneriske udtryk.

Hvad er dit vigtigste arbejdredskab?:

Jeg arbejder med det hele - skovl, si, spand - you name it. Er dog meget glad for min sandkageform, som laver en flot skildpadde. Det er ligesom min signatur på mange af kunstværkerne.


The Old Moose
Sten,tang og muslig på træ
Clumsy, 2013

Hvorfor er lige netop stranden dit udstillingsvindue for din kunst?:
Min mor og far er tossede med at fiske havørreder, så jeg bliver ofte slæbt med på stranden. Jeg fisker også nu og da, og jeg fangede faktisk mine første ørreder som 5 årig. Fiskeriet er dog lidt kedeligt engang imellem - så er det at min kunstneriske skabertrang får frit spil. Det er ligesom en win-win for mig og mine forældre. 

Hvad er dit favorit motiv?:

Ingen tvivl - prinsesseslottet. Det symboliserer ligesom vi pigers position i samfundet. Kan godt lide hvis der voldgrav og en lagune til mine skildpadder.


The Tower
Flint på granit
Clumsy, 2013

Har du nogle store planer for nye værker:  
Overvejer i sommerferien at opføre en tro kopi af "Kløvedal" fra Hobitten (som min storebror er ved at læse for mig). Der skal være bjerge, vandløb og skove. Og selvfølge de flotteste elverslotte med elverprinsesser. 



Beach Art er blevet et fænomen, som er ved at vinde indpas i den etablerede kunstverden, og der flere eksempler på, at kunstværker er blevet fjernet fra stranden, og efterfølgende solgt til høje priser på flere kunstgallerier. I hvert fald er mange kunstværker pist væk, næste gang man besøger stedet?

Kom derfor ud på strandene og oplev kunstværkerne, mens de endnu er der.



See You at the Beach



Søren Rygaard Lenschow 


mandag den 7. juli 2014

FEMUND MOUNTAIN BONEFISH

 - The Asian Way



Fjeldliv


På sommerens tur til Femundsområdets fjeldvande fangende vi nogle fine eksemplarer af "The Femund Mountain Bonefish", som er en af områdets mange spændende fiskearter. Vi fangede fiskene på myggeimitationer fisket fra flydering på en fjeldsø, hvor vi også oplevede godt stallingfiskeri og dertil landede både gedde og aborre.





Vores uheltige alpine bonefish (Coregonus lavaretus) endte deres dage i en rygeovn suppleret med lidt stallinger. Mens rygningen blev gennemført stod campmanageren for resten af madlavningen, som var stærkt asiatisk inspireret.






Grundingredienserne var  hakkede løg, hvidløg og revet ingefær, som blev svitset i olie.



Herefter krydret med korreander og spidskommen og tilsat et par brikker kokosmælk inden opkog. Samtidig blev der kogt nudler (ris er også fint tilbehør).




Campmanager at work!






Rygeovnens indhold var nu færdig, og retten blev toppet med friskrøget fisk.






God appetit

Søren Rygaard Lenschow


P.S.: Næste projekt må være at fange nogle af de meget omtalte "Tropical Salt Water Whitefish".




torsdag den 1. maj 2014

Hornfisk - en gudespise



Hornfisk - det er da dem med de grønne ben ? 

Sådan hører man ofte hornfisk omtalt, mens folk rynker på næsen. Og ja der er ben i hornfisk, så hvis du er mest til FINDUS Fiskepinde (pas på! - de kan indeholde søheste), skal du nok bare stoppe med at læse videre nu!

Hornfisk smager fantastisk, men de kan bestemt også være en dårlig kulinarisk oplevelse, hvis fisken ikke er behandlet rigtigt. Derfor kunne jeg ikke selv lide hornfisk i en længere periode, efter at have fyldt fryseren med horn i de fattige "studenter dage". 

Hornfisk må ikke fryses. Det ændrer kødets struktur og fiskens smag. Endvidere er det vigtigt at holde fisken nedkølet fra fangsten og frem til tilberedning. Lad aldrig en bunke horn ligge og stege i solen. Medbring en køletaske på molen, eller bær fiskene i en snor ude i vandet under vadefiskeri. Jo friskere fisk - jo lettere er det at pille de små ben fra, når fisken er tilberedt. Halestykkerne er reserveret eventuelle  "nybegyndere", da der er færrest ben i denne del af fisken.

Klassikeren

Hornfisken skæres efter rensning i 3-4 stykker. Stykkerne vendes i mel (foretrækker groft mel), og stegens i smør på panden til de er fint gyldne. Serveres med nye kartofler og persillesovs.





Seaside Belone

Fang nogle hornfisk ude på stranden. Rens fiskene promte og skær dem i 3-4 stykker. Kom stykkerne i en plastpose med lidt groft salt og lad dem trække lidt. Steges på Trangia (stormkøkken) eller over bål. Ved grilning på bål, skal der først gang i bålet, for at få lavet nogle gløder. Når bålet er klar, trækkes gløderne ud, så fiskene kan grilles over dem. Til "grillrist" kan anvendes friske grene eller lignende. Serveres med hvad der nu er ved hånden - rugbrød, bålstegte kartofler eller kogte ris. Øl er velkomment. Friskere bliver det ikke!

Saltet hornfisk på grillen.

Hornfisken renses og skæres i stykker. Fiskestykkerne kommes i en pose med groftsalt - skal have tid at trække minimum en time. En særlig variant er rimning, som er en let gravning, hvor stykkerne lægges på et fad, på et lag af 2/3 salt og 1/3 sukker. Fisken rimer i køleskab i minimum 10 timer. Uanset om fiskene saltes eller rimes  grilles hornfisken efterfølgende og serveres med grillede friske grøntsager f.eks. nye kartofler (i bagepapir), løg og grønne asparges.  




FAKTA: Hornfisken (Belone belone) lever i Atlanterhavet, men gæster de danske kyster i maj/juni for at gyde. Fiskene bliver i den danske farvende frem til september inden de stikker retur mod Atlanten. Der er ingen mindstemål eller fredningstid, og da der i sæsonen er rigeligt med hornfisk, er der ingen problemer med at tage en stak horn med hjem til middagen, hvis man ellers kan nå at spise dem, mens de er friske.



FISKERI: Hornfisk er ofte nemme at fange, og alle kan være med - blink, flue og naturlig agn. Medefiskeri med sildestykker er en klassisk metode, men jeg fortrækker at medefiske med levende rejer, som jeg fanger med et fintmasket net efterhånden, som jeg får brug for dem. Så slipper man ikke op for agn. Rejerne "agnes" i halen med en lille enkeltkrog str. 10 eller 8, og fiskes drivende i vandet ca. 1 m under et bombarda flåd (eller bobleflåd). Jeg har oplevet at metoden gav hornfisk på dage, hvor hornene ikke ænsede blink og andre agn. Endvidere vil jeg fremhæve silkekrogen, som erstatter den normale krog på blinket, og ved hug filtrer sig ind i hornfiskens næb. En effektiv fiskemetode, som er velegnede for børn og nybegyndere, da det ikke giver bundbid. 


Stram line 

Søren Rygaard Lenschow